Danske topspillere klar til Challenge Tour på Royal Oak | Golf.dk
Morten Ørum Madsen løste billet til sæsonfinalen.

Foto: Getty Images

Danske topspillere klar til Challenge Tour på Royal Oak

21/06 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

“Golf i Verdensklasse” lover banners ved indkørslen til Royal Oak.

Verdensklasse er nogle gange et definitionsspørgsmål, men der er ingen tvivl om, at der vil blive spillet fantastisk golf på Royal Oak i Jels i denne uge.

Made in Denmark Challenge - presented by Ejner Hessel starter torsdag. Og med 12 danskere i feltet, herunder tidligere europatour-vindere Mads Vibe-Hastrup og Morten Ørum Madsen, er der rigelig grund til at tage ud og se golf.

Det er gratis at komme ind.

- Det er altid dejligt at spille i Danmark. Helt hjemmebane er det ikke for mig, men det bliver en fed uge. Jeg har min kone med herned, og min far og mor kommer også, siger Martin Leth Simonsen til Golf.dk, lige inden han skal til at træne indspil.

Hundrede meter derfra står Morten Ørum Madsen på driving range. Han slår drivere og lange jern. Mellem hvert slag udveksler han ord med sin træner, Thomas Kiel Larsson.

- Det er altid fedt at komme hjem og spille i Danmark. Både med det logistiske og med at mine venner og familie kan komme og se mig spille, siger han, da Golf.dk taler med ham bagefter.

Silkeborg-drengen bor i denne uge hos sin søster i Kolding, og får på denne måde plejet karrieren og familien på samme tid.

Morten Ørum Madsen vandt South African Open i 2013. Men på det seneste har karrierekurven været nedadgående. Lige nu er han nummer 93 på Challenge Tourens rangliste, Road to Oman. Og han er nummer 1286 på verdensranglisten.

- Jeg har faktisk spillet rigtig godt på det sidste. Men jeg har ikke kunnet få det til at hænge sammen. Mit problem er, at jeg ikke altid får sat den nok i spil fra tee. Jeg har nogle huller på næsten hver runde, hvor jeg enten laver dobbeltbogey eller værre. Og så er det svært at lave gode scores. Jeg laver ellers mange birdies, men jeg skal have luget ud i de høje tal, siger Morten Ørum Madsen.

Om der er brug for rigtig mange birdies i denne uge for at holde sig fremme, eller om man skal spille konservativt, kommer an på vejret.

Det mener i hvert fald Oliver Suhr, som også er del af det danske islæt i turneringen.

- Det er en flot bane. Den står rigtig flot. Jeg tror, det er vigtigt at være tålmodig. Banen kan godt lokke lidt nogen steder, og så kan man godt brænde nallerne. Hvis det er vindstille, kan der blive skudt rigtig lavt. Men hvis det blæser som de sidste dage, så handler det om, at man skal være tålmodig, siger Oliver Suhr.

Tålmodighed er også et nøgleord for Joachim B. Hansen. Det er mindre end fire måneder siden, han gik en runde i 60 slag ved en Nordic League turnering i Spanien.

Men på challengetouren har han kun tjent omkring 1000 euro med to klarede cuts i fem turneringer. Det rækker ingen vegne i forhold til hans erklærede ambition om at nå tilbage på europatouren.

Alligevel vil han ikke lægge pres på sig selv.

- Spillet er under arbejde. Jeg ved ikke, præcis hvordan det er, men jeg har en fornemmelse af, at det går fremad. Jeg lægger ikke noget pres på mig selv, jeg arbejder stille og roligt med tingene, og så må resultaterne komme, siger han, der har en del familie med til Jylland.

Ambitionerne stikker dog alligevel snuden frem, når man spørger, hvilket resultat, han ville være tilfreds med på søndag.

- Top-fem er altid dejligt, kommer det med et skævt smil.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,570,130
  • Unique Visitor:155,131
  • Registered Users:162,821
  • Unregistered Users:31,196
  • Blocked Users:12,426
  • Published Nodes:15,981
  • Unpublished Nodes:305
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.237.178.91
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,756
    • This week:64,458
    • This month:331,358
    • This year:2,570,619

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk