Danske herrer kan dufte VM-medaljen | Golf.dk
Nicolai Højgaard laver birdie på 2. hul. Masser af tilskuere på Carton House.

Foto: Torben Nyehuus

Danske herrer kan dufte VM-medaljen

07/09 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Det trækker op til endnu et flot dansk landsholdsresultat.

Mens John Axelsen og Rasmus Højgaard har været de bærende spillere onsdag eller torsdag, trådte europamester Nicolai Højgaard fredag i karakter.

Fire birdies og en eagle bar ham til en 67’er, dagens bedste danskerrunde på den svære Montgomerie Course.

Brormand Rasmus Højgaard var rundt i 70 slag, to under par. Dermed var der i dag for første gang ikke brug for John Axelsens score på det samlede holdkort. Axelsen har ellers været den stærkest spillende de første to dage.

- Vi havde en rigtig fin start fra Nicolai og Rasmus, og Rasmus lukker med sikker birdie på hul 18, så vi kommer på -7 samlet for dagen, fortæller holdkaptajn Torben Nyehuus.

Dermed virker alle tre spillere leveringsdygtige i god golf inden finalerunden i morgen.

- Vi fik set, hvor meget folk går op i golf. Der var omkring 100 mennesker med hver af de irske spillere, så vi havde rigtig fin stemning, oplyser Torben Nyehuus.

Nyehuus fortæller endvidere, at Rasmus Højgaard i dag lavede en birdie på 2. hul, efter at hans drive havde ramt Nicolai Højgaards vogn, som stod ved green på det relativt korte par 4-hul. Bolden lagde sig i greenkanten, hvorfra Rasmus Højgaard altså var i stand til at komme ned i to slag.

Alt kan ske. Danmark har kun fire slag til New Zealand på førstepladsen. Kiwi-øernes repræsentanter er samlet 30 under par.

Danmark ligger delt nummer fem, men er blot et slag fra bronzemedajlen, som lige nu har kurs mod enten Spanien, USA eller Thailand, som deler 2. pladsen.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer