Danske greenkeepere skal pleje Ryder Cup-banen | Golf.dk
Le Golf National bliver passet og plejet af 180 greenkeepere under Ryder Cup. En håndfuld af dem er danske.

Foto: PR

Danske greenkeepere skal pleje Ryder Cup-banen

14/08 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Sophie Colding fra Silkeborg-Ry Golfklub har i år været med til at gøre sin lokale bane klar til Made in Denmark.

Når det er overstået rejser hun videre til en golfoplevelse, som bliver endnu større.

Hun er nemlig en af en håndfuld danske greenkeepere, som er vejet og fundet værdige til at være med ved verdens måske største golfbegivenhed.

- Jeg gør det for at få oplevelsen og for at udvikle mig selv og skabe kontakter, siger Sophie Colding.

Hun rejser til Le Golf National på frivillig basis. Lønnen er en polo, en jakke, en kasket og så ellers gratis mad, når hun har vagt.

Når hun kommer til Le Golf National skal hun være blandt dem, der har ansvaret for driving rangen. En opgave, hun tidligere har varetaget under Made in Denmark.

- Jeg tror faktisk, at stemningen bliver mere intim, overskuelig og afslappet. I Himmerland kan det godt bliver lidt hektisk, fordi der er så mange spillere.

Til Ryder Cup er der som bekendt kun 24 spillere. Det vil sige, at der er 6-7 gange så mange greenkeepere, som der er spillere.

Seks af dem er altså danske. Udover Sophie Colding skal også Tim Hansen fra Hedensted, Mads Andersen fra Søllerød, Casper Eriksen fra Aarhus Golf Club, Danny Skytte fra Kolding Golf Club og Rene Juel fra Himmelbjerg Golf Club med.

Mens Sophie Colding er gået via turneringens hjemmeside og meldt sig som frivillig, så har René Juel de sidste to år arbejdet som greenkeeper under Open de France, som i årevis har været afviklet på selvsamme Golf National.

- Jeg kontaktede chefgreenkeeperen dernede på Facebook og spurgte, om det var en mulighed at være med under Ryder Cup. For mig er det en mulighed for at arbejde på den bedste bane i Europa lige nu og virkelig nørde mit fag. Der kommer til at være 180 greenkeepere til Ryder Cup. På min bane er vi seks, forklarer René Juel.

Himmelbjerg Golf Club har godkendt hans indsats som efteruddannelse, og René Juel er heller ikke i tvivl om, at han kommer hjem med en masse nyttigt, fagligt input.

- Det her er det ultimative i vores branche. Der er tid og penge og og mandskab til at nørde. Alle bunkers er håndrevet. områder omkring greens bliver singleklippet og hvert eneste græsstrå vender rigtigt. Vi har tid til at kæle for tingene, også når vi for eksempel skal flytte hullerne, fortæller René Juel.

Han sidder i bestyrelsen for Danish Greenkeeper Association og fortæller, at den store danske deltagelse ved Ryder Cup er udtryk for en trend, hvor danske greenkeepere i stigende grad søger internationale udfordringer.

Ifølge René Juel er det adskillige år siden, at en dansk greenkeeper sidst har deltaget ved Ryder Cup. Og det er under alle omstændigheder første gang, at vi er repræsenteret med seks af slagsen.

Obs: Denne artikel er blevet redigeret siden den først blev offentliggjort, idet vi først senere blev orienteret om, at Danny Skytte er blandt de greenkeepere, der skal til Paris i september.

 

User Comments:

  • Greenkeeper til Ryder Cup på Le Golf National

    15/08 - 2018 | Bengt Burkal

    Flot vi har 5 greenkeeper med, men jeg mener der er 1 mere der er inviteret, Danny Skytte fra Kolding Golf Club. SU Bengt Burkal

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer