Danske golfklubber skal prioritere arbejdet med nye medlemmer | Golf.dk
Danske klubber kommer til at skulle arbejde mere med rekruttering, vurderer Dansk Golf Union.

Foto: Ulrik Jantzen

Danske golfklubber skal prioritere arbejdet med nye medlemmer

26/11 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Tidens trends og et faldende antal golfspillere kommer til at betyde, at mange af Danmarks 190 golfklubber skal tænke anderledes.

Det vurderer Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union.

- Jeg tror, at de danske klubber i højere grad skal prioritere arbejdet med få nye medlemmer og se sig selv mere åbne og imødekommende. Vi har i forvejen stor loyalitet og tilfredshed hos de eksisterende golfspillere. Det er dem, som klubberne typisk har orienteret sig imod, og de har generelt ikke haft lige så meget fokus udad mod deres lokalsamfund, siger Morten Backhausen.

Han uddyber, at den typiske danske golfklub bruger mange ressourcer på områder som banepleje, turneringer, handicap, og klubber i klubben, men sjældent bruger mange på markedsføring.

Golfdanmark har i 2018 mistet 2.199 aktive udøvere. Det viser den årlige medlemsstatistik for de danske klubber.

Dermed har de 190 golfklubber under Dansk Golf Union nu 149.044 aktive spillere, hvilket er 1,45 procent færre end for et år siden.

- Vi har jo nogle trends, der arbejder imod os. Folk har generelt mere travlt, og der er fokus på, at sport skal gøre noget godt for ens krop. Det kommer sportsgrene som løb, cykling og fitness til gode, siger Morten Backhausen.

Alligevel har golf i Danmark været god til at fastholde medlemmer. Antallet af spillere, der falder fra, er markant mindre end i andre lande. Eksempelvis har Norge mistet flere end 25 procent af sine golfspillere på mindre end et årti.

Morten Backhausen betoner, at han ikke er bekymret for golfens fremtid i Danmark:

- Vi er stadig mange golfspillere. Og der er et stort potentiale for at få flere børn, unge, familier og ældre ind. Vi har koncepter, som vi ved virker i forhold til alle grupperne.

Antallet af golfspillere i Danmark har været stagnerende i nogle år. Men bag de relativt stillestående tal er også den kendsgerning, at flere af golfspillerne går fra fuldtidsmedlemskaber til billigere, fleksible medlemskaber.

- Så markedsværdien for en golfspiller er faldende. Men indtil videre har klubberne været rigtig dygtige til at justere udgifterne til den skiftende virkelighed, siger Morten Backhausen.

Flere end 30.000 af Danmarks 149.000 golfspillere har nu fleksible medlemskaber.

Den nye medlemsstatistik viser desuden, at to tredjedele af de danske golfspillere er herrer, mens godt en fjerdedel er damespillere. Resten er juniorer og spillere, der er registreret som langdistancemedlemmer.

Alligevel forbliver golf landets største sport for folk over 25 år.

Dansk Golf Union skønner, at der i år er spillet omkring 2.200 færre runder golf end sidste år. Det svarer til, at næsten hver tiende runde golf er forsvundet i forhold til 2017.

 

User Comments:

  • 30-50 for mange golfklubber i Danmark

    26/11 - 2018 | Jan Pedersen

    Der er mindst 30 klubber (potentielt nok helt op til 50) for mange golfklubber i Danmark ........ de glade dage fra 1990 til 2008 eksisterer ikke mere og en ny tid, med flere betydelige krav og forventninger fra gamle medlemmer, nye medlemmer samt sponsorerer og erhvervslivet generelt, er kommet for at blive....... flere klubber bør erkende at deres berettigelse ikke længere er på plads og bare lukke (selvom det i starten gør ondt) ...... andre klubber bør slå sig sammen og skabe solide konstruktioner til glæde for alle implicerede medlemmer, greenkeeper stab, klubhus ansatte og det lokale netværk af sponsorer og partnere .......... måske kan golfsporten blandt motionister og klub forenings medlemmer atter blomstre, men det kræver fortsat hårdt arbejde ........ DGU, elite golferne, TV stjernerne etc. er ikke de skyldige, men en blanding af tidens strømninger og for mange desperate kampe ude i klubberne (og deres bagland) er nok blandt de største årsager til de tilstande man oplever i Dansk Golf 2018/2019 ........ tror vi skal regne med yderligere frafald af medlemmer på 2000 stk i 2019 ......... håber det bedste, men frygter snebolden stadig triller nedad.

  • Danske golfklubber skal prioritere arbejdet med nye medlemmer

    26/11 - 2018 | Thyge Thygesen

    Og hvad har DGU som hovedansvarlig for golfen i Danmark så tænkt sig gøre - ud over at pege fingre af klubberne, og udelukkende beskæftige sig med danske udlandsgolfere (proffer og college)? Hvis man er, som det nævnes er 25+ (for 45+ er det endnu mere udtalt) interesserer man sig ikke en døjt for den slags. Dertil er løbet kørt! Men hvis man som højt placeret DGU-mand aldrig viser sig i sin klub, hverken til turneringer, generalforsamlinger, som begynderguide, i en klub-i-klubben, frivillig hjælper eller hvad det måtte være, hvor skulle man så vide noget som helst fra? Hvis det er så galt med, at klubberne fokuserer på bane, træner, restaurant osv.,, hvorfor handler DGU's Golfspilleren i Centrum så kun om det? Hvad om DGU blev lidt mere ned på jorden kommerciel i stedet for at blive ved med at flyve på det lyserøde elitetæppe?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer