Danmarks drengelandshold står alene tilbage i kampen om at vende hjem med metal.

Danske drenge spiller om medaljer

13/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Efter at have vundet en foursome hver gik Danmark og England ind til eftermiddagens fem singles med det hele på spil. La Manga er vært for drengenes EM, og siden starten på slagspilskvalifikationen har de seks danskere været i hopla. 

Det flotte spil fortsatte i anden del af kvartfinalen, hvor især Oliver Jørgensen dominerede i den første single. Med en sejr på 6&4 viste han vejen for kollegaerne, som hurtigt fulgte trop. Lige bag sig kom Rasmus Højgaard ind med et point for sin sejr på 2&1, og efter ham fulgte Frederick Sejr med en overlegen 4&2 sejr.

Derfor var pladsen i semifinalen sikret, selvom Nicolai Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen tabte deres point. Det danske drengelandshold er forsvarende bronzevindere, og allerede nu er de garanteret igen at komme til at spille om metal. I 2007 og 2009 vandt Danmark guld, og morgendagens kamp mod Sverige kommer til at afgøre, om det bliver guld eller bronze, der vil være på højkant lørdag. 

De kvindelige danske kvartfinalister havde mindre held i sprøjten. Pigerne i Finland led store nederlag i formiddagens foursomes, og i singlerne var Fie Kjærgaard Olsen den eneste, som formåede at vriste et point fra sin franske modstander. Danskerne kæmpede en flot kamp, og alle de tre første singles nåede mindst til hul 18, men desværre trak Frankrig det længste strå i dem alle. Samlet endte det 6-1, og Danmark kan nu maksimalt opnå en femteplads.

Det samme er tilfældet for damerne i Portugal. Puk Lyng Thomsen vandt en storsejr på 6&5 i sin single, men hverken Sofie Kibsgaard, Malene Krølbøll eller Stephanie Astrup kunne hamle op med spanierne, og da Marie Lund-Hansen i den sidste single delte, endte det samlet 4,5-2,5 til modstanderne fra Den Iberiske Halvø.

Herrelandsholdet sluttede en enkelt placering fra Flight A, og derfor havde de kun udsigt til at spille om sekundære placeringer. 

- Nu kommer vi til at kæmpe om niendepladsen, og det gør vi naturligvis alt for at skal lykkedes, sagde holdkaptajn Torben Nyehuus onsdag fra Diamond Country Club i Østrig. 

Efter en skuffende kvalifikation kan det være lettere sagt end gjort, men der blev vist mandsmod over hele linjen i kampen mod Schweiz. Marcus Hansen og Gustav Frimodt vandt deres foursome, mens de fire singles også endte med dansk sejr, så der samlet blev gjort rent bord 5-0.

Stillingen hos drengene
Stillingen hos damerne
Stillingen hos pigerne
Stillingen hos herrerne  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer