Danske damer blandede sig i GTGA-toppen
Ved den tyske eliteamatørturnering GTGA Invitational var masser af danske spillere med i den sjove ende på lørdagens finalerunde på Berliner Golfclub Stolper Heide.
På damesiden endete både Smilla Sønderby og Cecilie Finne-Ipsen i -3, og dermed deler de femtepladsen. Der var dog langt op til turneringsvinderen. Franske Lucie Malchirand endte i -11 efterfulgt af verdensetteren på den kvindelige amatørrangliste, landsmanden Pauline Roussin-Bouchard, i -9.
Hos herrerne endte nordjyderne Frederik Kjettrup og Hamish Brown i -11 og -10. Det gav en delt niendeplads til Brønderslev-spilleren, mens Brown fra Aalborg Golf Klub fik en delt 11. plads.
Det så ellers ud til, at landsholdsspilleren Kjettrup jagtede sejren på de sidste ni huller.
Efter forni havde den 20-årige nemlig ét slag op til førstepladsen. Men tre bogeys på turneringens sidste ni huller gjorde, at danskeren faldt tilbage, mens vinderscoren steg og endte på -15.
Den præsterede tyske Frederik Schott.