Dansk trekløver deler ottendepladsen i Qatar | Golf.dk
Jeff Winther har en 36. plads som sit bedste resultat denne sæson. Han går ind til weekenden i Qatar i top-10.

Foto: Getty Images

Dansk trekløver deler ottendepladsen i Qatar

06/03 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Chancerne for at få en ny, dansk førstegangsvinder på europatouren ser aldeles fornuftige ud denne uge. Benjamin Poke, Jeff Winther og Nicolai Højgaard har alle spillet sig i position til at kæmpe med om Commercial Bank Qatar Masters.

Nicolai Højgaard førte efter første runde, og som det så oftest er tilfældet efter en superrunde, blev dagen derpå en del mere besværlig.

Hvor førstedagen bød på ni birdies, heraf seks stykker i træk, var fredagens total tre. Talentet fra Gyttegaard, som fylder 19 år på torsdag – en fødselsdag får han lov til at fejre hjemme i Danmark, da næste uges Kenya Open er blevet aflyst på grund af frygt for spredning af Corona-virus – var to slag over par 14 huller inde i runden, men to birdies i træk bragte ham tilbage til par for dagen og -7 for turneringen.

Det er en score, som rækker til ottendepladsen, og der, tre slag fra førstepladsen, er også Winther og Poke at finde efter de første 36 huller.

Poke var fire under par efter syv huller. Han producerede to birdies mere på bag-ni, og var lige ved at lave dagens syvende på det 469 meter lange par fire hul 18. Education City Golf Club tog to slag fra vinderen af Q-School, som dermed kom rundt i 67 slag for at nå til -7.

Winther byggede videre på sit fine udlæg i -5 med en runde, som havde kurs mod par, inden et par birdies på bag-ni gav en 69'er.

Winther og Højgaard har begge prøvet at blive nummer to på europatouren. For Poke er en 22. plads karrierens foreløbige højdepunkt.

Det danske trekløver er tre slag fra toppen af stillingen. Jorge Campillo og Andy Sullivan har begge erfaring med at vinde på europatouren, og som de første to dage har udviklet sig, er der ingen tegn på, at de bliver nemme at indhente for forfølgerne. 

Sullivan har kun lavet to bogeys i løbet af de 36 huller, en flere end spanieren. Hver især har de produceret to 66'ere, og med en total i -10 fører de med et slag ned til en kvintet, som blandt andre tæller svenskerne Alexander Björk og Marcus Kinhult.

Der er ni slag mellem de førende og cutgrænsen i -1. Det er, hvor runder i 72 og 69 har placeret Søren Kjeldsen, så der venter en monumental opgave, hvis han skal op at blande sig i topstriden.

Han får lov at spille sin chance, noget Rasmus Højgaard ikke kan se frem til. Sidste uge spillede vinderen af Mauritius Open med om sejren i Oman, men denne gang faldt han for cuttet med mindst mulig margin.

Højgaard var tre under par efter 17 huller torsdag, inden en doublebogey gav en besk smag i munden. Slutningen på anden runde blev ligeså skuffende, for to under par efter 13 huller blev vekslet til +1 med bogeys på femte, ottende og niende hul. Det gav en total i par og en friweekend.

Joachim B. Hansen var over par efter første runde, og han indledte andendagen med en triplebogey. Det blev til en 74'er og en total i +5.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer