Dansk succes i EDGA Algarve Open | Golf.dk
Stefan Mørkholt fra Gyttegaard GK er på vej tilbage til toppen efter en hjernerystelse har voldet ham problemer siden i sommers.

Dansk succes i EDGA Algarve Open

22/11 - 2019 | Jakob Schmidt

Årets sidste store internationale golf turnering for fysisk handicappede golfspillere bød på et interessant og lovende comeback til Stefan Mørkholt fra Gyttegaard GK. Siden sidste sommer har eftervirkningerne af en hjernerystelse forhindret Stefan i at spille golf på konkurrence niveau. 

Stefan er en af Danmarks mest meriterede spiller og han har flere internationale turneringssejre og EM-titler på CV´et. Derfor var det spændende at at følge hans deltagelse i EDGA Algarve Open i den forgangne weekend. Udover Stefan deltog Mette Wegge Lynggaard (Trelleborg GK), Flemming Rasmussen (Birkemose GK) og Fredrik Øie Sørensen (Aabybro GK).

Turneringen blev afviklet over 2 x 18 huller og vanskelige forhold med regn og blæst satte sine spor på scoren. Stefan gik de 36 huller i +12 og det rakte til en samlet 4. plads - seks slag efter vinderen Kipp Popert fra Storbritannien.

-Der var 50 herrer til start og vi kunne med glæde konstatere at Stefan spillede stabilt og at han var adskillige slag bedre end de spillere som normalt er hans værste rivaler - bl. a. de svenske hold-Europamestre Marcus Malo, Joakim Björkman og Rasmus Lia samt belgieren Adem Whabi. Det lover godt for Stefans deltagelse i EM 2020, der skal spilles på Bokskogens bane udenfor Malmö, udtaler DGU´s paragolfkonsulent Jesper Hviid.

I damerækken deltog 8 spillere og her måtte Mette endnu en gang konstatere at Hollands store talent Daphne van Houten er svær at hamle op med. Det blev dog til en solid 2. plads til Mette, som kan se frem til en revanche dyst når EM skal spilles sidst i juni 2020.

De samlede resultater kan ses her.

 

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer