Dansk skuffelse i Dubai | Golf.dk
Jeff Winther var mere i sandet end havde håbet på. Han tager sammen med de andre danskere videre til Saudi Arabien, hvor europatouren fortsætter i næste uge.

Foto: Getty Images

Dansk skuffelse i Dubai

26/01 - 2020 | Jakob Schmidt

Det var en mareridstdag for mange af verdens bedste spillere i sidste runde af Dubai Desert Classic. Banen var sat sværere op end nogensinde før og kun 14 spillere i feltet formåede at bryde par, heriblandt omspilsduellanterne Christiaan Bezuidenhout og Lucas Herbert, der begge gik en runde i -4 og noget uventet sluttede i toppen af leaderboardet.

Den 10. og 13. plads der var udgangspunktet for hhv. Søren Kjeldsen og Jeff Winther inden dagens runde, og den blev lavet om til en delt 37. plads for begge danskere efter en runde i 80 slag til Kjeldsen og 79 til Winther.

- Jeg havde det egentligt godt med svinget i dag, men jeg ramte ingen fairways. Og så ved jeg ikke om de havde glemt at vande greens i dag, de var helt døde jo, sagde Søren Kjeldsen da de danske kommentatorer fangede ham efter runden.

En af grundene til de mange høje scores var at vinden havde taget til og selve banens setup var også skyld i at dette års vinderscore i -9 også var den højeste vinderscore nogensinde i turneringen.

- Jeg ved ikke om den smule regn vi fik midt under runden gjorde en forskel, men hvis man også tager vinden i betragtning, så var det svære forhold for stort set alle derude i dag. Jeg kan egentligt godt lide idéen om at banen er sat svært op på sidstedagen, men jeg spillede bare ikke godt nok til at vurdere om den var for svært sat op, fortsatte Kjeldsen.

To af de få spillere der havde gennemskuet banen var sydafrikanske Bezuidenhout og australske Herbert. Det var også mellem dem, at vinderen skulle findes selvom at de begge havde spillet færdigt næsten to timer før førerbolden med Perez og Wu kom i mål.

Bezuidenhout har prøvet at vinde på europatouren før i modsætning til Herbert, og det lignede også en sejr på første omspilshul til Bezuidenhout, efter Herbert sendte andet slag ud midt i søen 50 meter til højre for green. Heldigvis for australieren betød de gule pæle, at han måtte benytte sig af dropzonen på fairway. Det udnyttede han til sikkert at komme ind og i for par, som også Bezuidenhout fik efter et sikkert spillet par 5 hul.

På andet omspilshul viste Lucas Herbert verdensklasse med et drive på næsten 300 meter, og i stedet for at sende andetslaget i søen, sendte han den på green til en sikker birdie til hans første sejr nogensinde og endda på Australiens officielle nationaldag.

De andre spillere der flirtede med idéen om at deltage i omspillet kunne ikke få tingene til at hænge sammen på de sidste ni huller. Det var blandt andre Ashun Wu, der startede dagen på førstepladsen, ligesom Bryan DeChambeau der længe var på vej til at forsvare titlen, men fem bogeys på de sidste fem huller slukkede den drøm for amerikaneren.

Bedste danske resultat i finalerunden stod Niklas Nørgaard Møller for, med en runde i 74 slag. Han endte turneringen på en delt 58. plads i +7 sammen med landsmanden JB Hansen.

Link til resultatet

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer