Dansk sejr i Nordic Junior Match | Golf.dk
Der var store smil på det danske juniorlandshold efter sejren i landskampen mod Sverige. Spillerne flankeres af holdlederne Tanja Lewis og Thomas Hartwich fra DGU.

Foto: Dansk Golf Union

Dansk sejr i Nordic Junior Match

11/10 - 2020 | Jesper Frigast Larsen

De 12 danske juniorspillere, der udgjorde det danske juniorlandshold i årets Nordic Junior Match, kunne vende hjem fra Abbekås i Sydsverige med en sejr i bagagen.

På grund af coronaen havde Norge og Finland meldt fra til den årlige landskamp, der derfor alene stod mellem Sverige og Danmark. Det forhindrede dog ikke de 12 danskere i at få spillet en masse hulspil mod deres svenske modstandere i både foursomes, fourballs og singles.

Danmark havde en snæver føring efter lørdagens spil, og den blev fastholdt efter søndagens afsluttende singler. Samlet vandt Danmark med 167,5 points mod Sveriges 156,5 efter et system, hvor et vundet hul gav 1 point og en halvering 0,5 point.

Det danske hold udgjordes af vinderne af DGU's Årgangsmesterskaber for drenge og piger i rækkerne 13-16 år samt den bedst placerede 17- og 18-årige pige og dreng ved DM i slagspil 2020.

- For de fleste spillere var det deres første optræden i landsholdstøjet, mens det for Cecilie Leth-Nissen var 4. gang, hun deltog. Men alle fik prøvet at være en del af et landshold, og de ældre spillere var flinke til at lære fra sig og øse af deres erfaringer, fortæller den danske holdleder Thomas Hartwich, der var glad for den gode holdånd, de danske spillere udviste.

- Jeg tror, at den gode stemning på holdet var med til at sikre sejren. Spillerne gik ud og heppede på deres holdkammerater, når de selv var færdige, og da vi ikke havde trænere med, måtte spillerne selv tage det fulde ansvar for deres præstation, og det klarede de rigtigt godt, siger Thomas Hartwich.

Mens solen skinnede på den danske side af Øresund, var søndagens spil på Abbekås præget af regn, der en overgang stoppede spillet på banen. Men efter en pause lykkedes det at gennemføre dagens spil, og da vinderfotoet af de danske landsholdsspillere skulle tages, skinnede solen meget passende.

I 2021 skal Nordic Junior Match spilles i Danmark. Banen er endnu ikke endeligt fastsat.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,176,890
  • Unique Visitor:105,097
  • Registered Users:159,647
  • Unregistered Users:31,237
  • Blocked Users:12,381
  • Published Nodes:15,262
  • Unpublished Nodes:285
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,110
    • This week:100,937
    • This month:392,575
    • This year:1,177,120

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk