Dansk rookie går ind til weekenden på 11. pladsen | Golf.dk
Både Rasmus Højgaard og Benjamin Poke er sikkert videre til weekenden i sæsonens første turnering på europatouren.

Foto: Getty Images

Dansk rookie går ind til weekenden på 11. pladsen

29/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det er op til historikere at berette, om hvordan verden var, så ud og hang sammen. For nu er der kun at observere og gætte. Er denne uge en en begyndelse på noget nyt? Er den en anormalitet?

Thomas Bjørn vandt sin første af 15 sejre på europatouren i 1996. Kun to år inden Søren Kjeldsen høstede sin første af fire titler, i 2003, kom Rasmus Højgaard til verden.

Denne uge starter en ny sæson på europatouren. For Kjeldsen er det nummer 23 i rækken. Ved udgangen af den sæson, vi lige har taget hul på, har Bjørn spillet et kvart århundrede på europatouren. 

Tiden diskriminerer ikke, alle står for fald. Måske er der flere sejre i 48-årige Bjørn og 44-årige Kjeldsen, men i Alfred Dunhill Championship faldt begge for cuttet.

Runder i 72 og 79 slag gav Kjeldsen en total i +7 og en delt 98. plads. Bjørn var et slag bedre på 90. pladsen efter runder i 74 og 76 slag. Det var tre slag for mange til at komme med videre.

Jeff Winther tog hul på sin europatour-karriere i 2016, året efter Kjeldsens seneste sejr. Han har været på europatouren lige siden, men 2019 var første år, den tidligere greenkeepker formåede at forny sin spilleret.

Han er også kommet godt fra start i den nye, for på Leopard Creek klarede Winther cuttet på yderste mandat.

Efter torsdagens spil var 31-årige Winther tre over par og to slag uden for cutgrænsen. Fredag var 10 pars, fire birdies, fire bogeys og en runde i par nok til at rykke frem til en delt 61. plads. På europatouren klarer top-65 sig med til weekenden.

Det krav, +3, havde ingen af de to nyeste danske medlemmer af europatouren problemer med at klare. 

27-årige Benjamin Poke spiller sin kun anden turnering på europatouren, men selvom han lavede to bogeys på de første ni huller af dagens runde, havde han den mentale styrke til at holde snuden i sporet. To birdies på de sidste ni gav en runde i par og hvad der ved dagens afslutning er en delt 43. plads i +1.

Og så er der Rasmus Højgaard. Hans bror, Nicolai, klarede ikke kravet for et fuldt europatour-kort i denne omgang, men det er kun et spørgsmål om tid, før tvillingerne i fællesskab forvirrer tilskuerne til diverse turneringer.

I Alfred Dunhill Championship er kun Rasmus kvalificeret. Til gengæld er han flyvende. Da den 18-årige fra Gyttegaard kom i klubhuset med en 70'er, -2, rakte det til en delt 18. plads. Når han starter tredje runde, er det som delt nummer 11 i -2. 

Derfra er der kun fire slag op til andenpladsen, mens Pablo Larrazábal med en score i -9 har skabt sig et forspring på tre slag efter runder i 66 og 69 slag.

Måske er det tegn på et generationsskifte. Måske er der flere store øjeblikke gemt i Bjørn og Kjeldsen. Uanset hvad ser fremtiden for dansk herregolf lys ud.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer