Stefan Mørkholt og Casper Strøm er blandt profilerne ved ParaGolf i Danmark, og der er til start til DM i weeekenden

Foto: Jesper Hviid

Dansk ParaGolf-succes i Sverige

14/08 - 2017 | Martin Rahbech

Bokskogen GK ved Malmö lagde i weekenden bane til, da Swedish Invitational Golf Challenge blev afholdt for 6. gang. Turneringen er med ca. 50 inviterede spillere fra 17 nationer en af de mest prestigefyldte paragolf-turneringer, og for de fysisk handicappede spillere har den i flere år haft status af et uofficielt VM.

Årets udgave bød på en stor nyhed, idet arrangørerne også havde inviteret 10 af de dygtigste skandinaviske spillere med udviklingshandicap o.l. diagnoser. Derfor blev der spillet i 2 rækker - én for spillere med fysiske handicap (kategori 1) og én række for spillere med udviklingshandicap (kategori 2). Begge rækker blev afviklet over 3 x 18 hullers slagspil fra scratch, så det var "lige på og hårdt" for de knapt 50 deltagende spillere.

Danmark havde i alt 7 spillere med - fem i kategori 1 og to i kategori 2. I kategori 1 var Danmark godt repræsenteret med den tidligere vinder Stefan Mørkholt (Gyttegaard GK) vores Europamester i damerækken Mette Wegge Lynggaard (Trelleborg GK), stortalentet Rasmus Løt(Kalø Vig GK) samt Mads Hjelm Nielsen (Aalborg GK) og Jon Johanneson (Hillerød GK), og i kategori 2 stillede vi med Tom Petersen og Christian Strøm - begge fra Helsingør GC. Det viste sig hurtigt at den rutinerede Stefan Mørkholt var den eneste af vore fysisk handicappede spillere som kunne bide skeer med de bedste i feltet.

Efter to runder i 75 og 72 havde han spillet sig i front tæt fulgt af en anden tidligere vinder svenske Johan Kammmerstad og George Groves fra England. På finaledagen lykkedes det desværre for Groves at indhente Stefan og afgørelsen faldt på sidste hul hvor Gorves fik sin par mens Stefan gik derfra med en bogey - et slag dårligere end Groves. Det blev derfor til en flot og velfortjent andenplads til Stefan, en 13. plads til Mette og en 23. plads til Rasmus.

For Jon og Mads fik turneringen en "tragikomisk" afslutning. Da de den sidste morgen gik ud til Jons bil for at køre ud til banen var bilen pist væk! De lokale parkeringsmyndigheder samt politiet blev straks kontaktet, og det viste sig, at der på grund af Malmö Festivalen var etableret nogle særlige parkeringsforbud, som de ikke havde været opmærksomme på. Bilen - inkl. golfbags - var i løbet af natten blevet beslaglagt og kunne først afhentes mandag morgen. Trods ihærdige forsøg - bl.a. kom borgmesteren også på banen - var myndighederne hverken til at hugge eller stikke i og Jon og Mads måtte skuffede nøjes med at være tilskuere på finaledagen.

Arrangørernes nye tiltag med at inkludere spillere med udviklingshandicap blev en stor succes set med danske øjne. Tom spillede sig til hæderfuld 6. plads, mens Christian Strøm røg til helt til tops efter et spændende omspil mod svenske Jesper Gutke.

User Comments:

  • Fedt at høre

    15/08 - 2017 | jess Krelskov

    Rigtig flot og godt initiativ med denne turnering. Bokskogens GK er bestemt et besøg værd: http://www.golfsverige.dk/bokskogens-gk/

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer