Dansk kvintet godt fra start på europatouren | Golf.dk

Dansk kvintet godt fra start på europatouren

30/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter første runde af Belgian Knockout er ingen af de fem danske deltagere over par.  Det giver en god chance for at få alle med videre til weekenden, hvor de 64 bedste skal fordele en million euro mellem sig.

Fredag omkring frokosttid kvalificerer de første 32 spillere sig til mand-mod-mand delen af turneringen, og sidst på dagen slutter 32 spillere fra den anden halvdel af lodtrækningen sig til.

Det er Anders Hansen og Lasse Jensen, som først får afklaret deres skæbne. Torsdag eftermiddag var de begge rundt i par på Rinkven International Golf Club, og deres 71 slag rækker til en delt 31. plads.

De brugte samme antal slag som Joachim B. Hansen tidligere på dagen. I sin halvdel af feltet er vinderen af challengetouren blandt spillerne på 30. pladsen. 

Hvis der er flere spillere på cutgrænsen end der er finalepladser tilgængelige, så vil der være omspil for at finde ud af, hvem der sendes hjem, og hvem som kvalificerer sig til lørdagens 1/32-finaler i slagspil over ni huller.

Forhåbentlig kan Søren Kjeldsen kvalificere sig uden at skulle ud på ekstrahuller. Trods en doublebogey på sidste hul er han et slag under par. 

Jeff Winthers 67'er rakte ved dagens afslutning til en delt femteplads i sin pulje.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer