Dansk kvartet spiller med om sejren | Golf.dk
Sofie Kibsgaard blev nummer fire i sidste års udgave af German International Ladies' Amateur Championship. Søndag har hun chancen for at slutte helt i toppen af stillingen.

Foto: Brian Rasmussen

Dansk kvartet spiller med om sejren

18/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Danskerne har et godt tag i Hamburger Golf Club, hvor årets udgave af German International Ladies' Amateur Championship spilles. Efter 54 huller er fire af otte rød-hvide deltagere i top-10 og inden for tre slag af førstepladsen.

Inden de afgørende 18 huller fører Hollands Anouk Sohier og tyskeren Sarina Schmidt i par, og lige efter følger det danske kuld.

Sofie Kibsgaard lavede birdie på 16. hul og fulgte op med en eagle for en runde i 70 slag, -1. Samme score kom Louise Markvardsen rundt i, og de to deler tredjepladsen i +1.

Line Toft Hansen startede dagen på andenpladsen, men et udlæg i 41 slag på weekendens første ni huller kostede dyrt. Hillerød-spilleren fik styr på spillet på bagni og kunne skrive under på en 75'er. Derefter er hun to over par samlet og på en delt sjetteplads.

Marie Lund-Hansen er på ottendepladsen i +3 efter lørdagens runde i 72 slag.

Alle fire har chancer for at løfte trofæet søndag.

Flere danskere har gjort en god figur i løbet af de første 54 huller. Fie Olsen og Cecilie Finne-Ipsen gik begge runder i 73 slag lørdag, og i +9 har de del i 30. pladsen blandt de 120 deltagere.

Smilla Sønderby er på 50. pladsen i +13, mens Nicole Bonde Lørup er nummer 68 med en samlet score i +17.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer