Dansk kæmpedrive i Silkeborg Ry Golfklub | Golf.dk
Frederik Frost Laursen (tv), Matt Nicolle (midt for) og nummer tre i konkurrencen, finske Teemu Pitkänen (th).

Foto: Per Pedersen, Foto 8600

Dansk kæmpedrive i Silkeborg Ry Golfklub

08/05 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Sæsonen på Long Drivers European Tour blev lørdag tordnet i gang på Kildebjerg Ry-banen i Silkeborg Ry Golfklub, og det var lige før, det fremmødte publikum fik en dansk vinder at se.

Frederik Frost Laursen blev nummer tre på LDET i sin rookiesæson 2015, men en skulderskade tvang den 23-årige fra Vallø på sidelinjen hele sidste år. Derfor var det første gang, han spillede med i den danske turnering, og det var flot forårsvejr, deltagerne fik at konkurrere i.

I sit comeback nåede Frost Laursen finalen, hvor han kom op imod Matt Nicolle, og på trods af, at danskeren der slog turneringens længste drive på hele 379 yards, så var det englænderen, der løb med sejren på 2-1 i sæt.

- Det har været et langt genoptræningsforløb, men jeg har haft en god fornemmelse her på det seneste, og følt mig hurtigere og længere end jeg nogensinde har gjort før. Jeg mærker slet ikke skulderen mere, hvilket er rigtig befriende, da jeg endelig føler, at jeg kan lukke helt op for gassen. og at få bekræftet det på hjemmebane foran hundredevis af tilskuere, var vildt fedt.

Andenpladsen var på en gang opløftende og skuffende for talentet, der svinger over 140 miles i timen, cirka 15 miles hurtigere end Dustin Johnson og Rory McIlroy, når de slår deres kanonkugler på PGA Touren.

- Overordnet set er jeg godt tilfreds med turneringen. Jeg har ikke konkurreret i over et år, og skal lige finde ind i rytmen igen. Så at vide at jeg allerede nu kan hive en andenplads hjem, plus det længste drive på dagen, er rigtig positivt og lover godt for fremtiden. Det bekræfter fornemmelsen af, at jeg er kommet tilbage stærkere end jeg var før. Men jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg var en smule ærgerlig over, ikke at kunne hive sejren hjem på hjemmebane, sagde danskeren.

Sejren glippede, men der venter allerede en nu mulighed for at få revanche om små to uger i Estland.

Med et drive på 313 yards vandt lokale Martin Frederiksen amatørernes konkurrence.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer