Dansk Golf - nu i sommervarme med paraply på forsiden | Golf.dk

Dansk Golf - nu i sommervarme med paraply på forsiden

26/06 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Golf er for alle aldre og alle niveauer. Det afspejler sig tydeligt i det nyeste nummer af Dansk Golf, som du vil modtage allerede i denne uge.

Her optræder ungdommen i skikkelse af Martin Leth Simonsen. Han er 27, nybagt far og golfspiller, der er ved at sætte turbo på karrieren.

Den unge nordjyde har i perioder haft det ene ben på challengetouren og det andet i Nordic League. Det sidste halve års tid har han fundet nøglen til bedre spil, og han er et godt bud på en europatour-spiller i 2019.

Men golf er også for de ældre, og golf er for folk, der måske ikke har samme fysik som Martin Leth Simonsen.

Et stort antal danske klubspillere anvender smertestillende piller for at kunne klare golf - hellere det end at undvære golfen, synes beslutningen at være. Vi kigger nærmere på forbruget af smertestillende inden for breddegolf.

Vi kigger også nærmere på det golfslag, som mange af os allerhelst vil være bedre til - det potente drive.

Den professionelle Emily Pedersen giver gode råd og tips til, hvordan du kan overføre den fart, du allerede har i driveren til bolden.

Endelig, så dvæler vi ved årets udgave af Made in Denmark. Vejret var ikke optimalt, og det samme kan siges om de danske resultater. Men bag facaden udspiller der sig altid et mylder af fascinerende historier. Vi stod klar til at notere dem ned.

Og så er vi oppe på beatet på udstyrsfronten. Vi har besøgt Taylormades imponerende fitting-facilitet i Georgia, og vi giver dig en guide til årets nye wedges og puttere.

Og hvis du glæder dig til The Open om tre uger, så er du ikke alene. Vi glæder os også, og vi har endda besøgt Royal Portrush for dig og vil forsøge at give en forståelse af banen, der bliver Open-vært for første gang i 68 år.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer