Dansk drømmestart på sæsonen | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen arbejder på at holde temperamentet i ro. Opgaven bliver en hel del nemmere, når spillet er som under torsdagens runde.

Foto: Nicki Hansen

Dansk drømmestart på sæsonen

26/02 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

De to danske fuldtidsmedlemmer af LPGA Touren var flyvende, da der torsdag for alvor blev taget hul på sæsonen. Gainbridge LPGA spilles på Lake Nona, og både Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen havde et særdeles godt greb om banen i Orlando under åbningsrunden.

Broch Larsen skrev under på en 68’er, fire under par, og Koerstz Madsen var et slag bedre i -5. Den score var kun Lydia Ko i stand til at overgå. 

Den tidligere nummer ét på verdensranglisten vandt 14 gange på LPGA Touren mellem 2012 og sommeren 2016, men siden er det kun blevet til en enkelt titel. Den kom for snart tre år siden i april 2018.

Ko er endnu ikke fyldt 24 år, så der er stadig masser af tid til at genfinde auraen af uovervindelighed, hun var i besiddelse af som teenager. Et skridt på vejen kunne være sejren denne uge, og starten kunne ikke have været bedre.

På første hul holede Ko fra fairway for eagle, og de gode takter fortsatte gennem runden, som kun talte en enkelt bogey. På 18. hul sænkede New Zealænderen et langt putt for birdie og en 65’er.

Ko fører med to slag ned til Koerstz Madsen og verdens nummer fire, Nelly Korda. Den 26-årige dansker var et slag under par halvvejs gennem sin runde, men derfra klatrede hun hurtigt op gennem stillingen med tre birdies i træk. Med en birdie mere på dagens sidste hul sikrede Koerstz Madsen sig, at hun er blandt Kos nærmeste udfordrere.

Ligesom Broch Larsen, ramte Koerstz Madsen kun seks fairways under første runde, men til gengæld blev de to danskere hver noteret for 14 greens in regulation. De producerede også begge seks birdies, men hvor Koerstz Madsen kun gav et enkelt slag tilbage til banen, satte Broch Larsen to slag til.

Scoren i -4 giver Broch Larsen en delt fjerdeplads med seks andre spillere, heriblandt verdens nummer ét, Jin Young Ko. Det er tidligt i turneringen, men ikke desto mindre er det en god start for Hillerød-spilleren, som ikke havde et eneste top-20 resultat på LPGA Touren i 2020.

Begge danskere forsøger at holde tanker om Solheim Cup på afstand, men skulle de fortsætte de glimrende takter ugen ud, kan de komme en hel del tættere på Catriona Matthews hold.

Måske er det at tage forskud på glæderne, men en god start kan man ikke tage fra dem. 

En god start blev det også til for Annika Sörenstam, som tog hul på sin første tællende turnering i 13 år. Den 50-årige svensker er bosiddende på Lake Nona, så der er en bane, hun kender ud og ind. 

Sörenstam tabte kun slag på to af de 18 huller. Hun brugte 75 slag, +3, og er på 77. pladsen med en realistisk chance for at klare cuttet.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,176,682
  • Unique Visitor:178,228
  • Registered Users:166,909
  • Unregistered Users:31,318
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,333
  • Unpublished Nodes:318
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.239.150.57
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,551
    • This week:101,618
    • This month:412,568
    • This year:3,177,335

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk