Dansk amatør får selskab af Bjørn | Golf.dk

Dansk amatør får selskab af Bjørn

06/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

18-årige Mikkel Mathiesen er kun registreret for to tællende turneringer på amatørernes verdensrangliste - amatørmesterskaberne i Oman og Qatar. Han er sluttet som henholdsvis nummer to og ét i de ikke ligefrem skræmmende stærkt besatte turneringer, og det er netop sejren i Qatar Open Amateur Championship, der har givet Mathiesen adgang til ugens Qatar Open. 

Europatour-turneringen spilles på Mathiesens hjemmebane, Doha Golf Club, og efter at have kvalificeret sig, udtalte han følgende til Golf.dk.
  
- Hvis jeg skulle være så heldig at få lov at spille med Danmarks største golfstjerne Thomas Bjørn, vil det uden tvivl blive den største golfoplevelse jeg endnu har haft. Det ville være en stor ære for mig. 

Heldet har været med Mathiesen. Torsdag klokken 05.25 dansk tid slår han ud fra 10. tee med Marc Warren og den tidligere vinder af turneringen Thomas Bjørn.

Der er ingen spillere fra verdens top-50 med i feltet, men tre danskere er på startlisten udover Mathiesen og Bjørn.

Jeff Winther skal spille med Robert Rock og David Howell klokken 06.05. 

Joachim B. Hansen, Mike Lorenzo-Vera og Matthias Schwab går på banen klokken 09.00.

Klokken 10.40 sendes Søren Kjeldsen af sted sammen med Fabrizio Zanotti og Guido Migliozzi.

Med i feltet er også sidste uges vinder, Kurt Kitayama. Amerikaneren er værd at holde øje med igen i denne uge. Efter blot 11 turneringer på europatouren har han allerede hentet to sejre.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer