Danmarksturneringen kan blive afviklet i reduceret form | Golf.dk
Smørum (damer) og Kokkedal (herrer) vandt Santander Divisionen i 2019. Der er stadig en chance for, at de kan komme til at forsvare deres titler.

Foto: Henrik Schou

Danmarksturneringen kan blive afviklet i reduceret form

04/05 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Efter den oprindelige plan skulle Danmarksturneringen have været i fuld gang. Det er den af indlysende årsager ikke.

Men Dansk Golf Union ser på muligheden for at afvikle den i en reduceret udgave, hvis regeringens retningslinjer efter den 10. maj vel at mærke muliggør det.

- Danmarksturneringen vil i 2020 blive afviklet i en reduceret udgave under forudsætning af, at forsamlingsforbudet efter den 10. maj ændres til en situation, hvor et større antal personer kan forsamles, at klubhuse kan åbnes, så spillere kan bringes i sikkerhed ved tordenvejr, og at det er sundhedsmæssigt forsvarligt i forhold til de særlige risikogrupper (+65), skriver Dansk Golf Union.

Hvis turneringen kan gå i gang,  vil puljespillet blive afviklet som hulspil på neutral bane på de oprindeligt afsatte weekender, som er den 13.-14. juni og den 15.-16. august.

Finalen samt spil om op- og nedrykning vil i givet fald også blive spillet efter den oprindelige plan, nemlig den 12.-13. september. Finalen spilles i år på Lübker Golf & Spa Resort.

- Det er driftsmæssige, sportslige og sundhedsmæssige argumenter, som ligger til grund for bestyrelsens beslutning om at afvikle Danmarksturneringen i denne form. Beslutningen er taget efter dialog og vigtig input fra rigtig mange golfklubber, lyder det fra Dansk Golf Union.

DGU understreger, at man ikke vil påbegynde nogen turneringer, hvis regeringen opretholder de nuværende restriktioner efter den 10. maj.

Ved eventuelt nye retningslinier fra myndighederne vil Dansk Golf Union også komme med en udmelding for andre turneringer, der afvikles i DGU-regi, ligesom DGU vil offentliggøre retningslinjer for afviklingen af de turneringer i et setup, der tager højde for smittehensyn.

 

User Comments:

  • Spekulativt.

    06/05 - 2020 | Ulrik Andersen

    No, room for error this year! Play like there was no tomorrow, guys and girls! Men det selvfølgelig ens for alle. Let the games begin! :-D

  • Om'er

    05/05 - 2020 | Thomas Rædkjær Petersen

    At "amputere" en turnering til det halve og som i forvejen er ALT for tæt og tit afgøres ved indbyrdes opgør. Det bør blive udsat til 2021. Det er det eneste fornuftige at gøre.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer