Danmarksmesteren laver hole-in-one | Golf.dk
Marcus Helligkilde har lavet 15 birdies og en hole-in-one i løbet af de første 36 huller ved Landeryd Masters.

Foto: Jens Morten

Danmarksmesteren laver hole-in-one

13/08 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Allerede tilbage i februar, i sæsonens første turnering på Nordic League, hentede Marcus Helligkilde en sejr. De følgende tre spanske turneringer bød også på en femteplads, en 13. plads og som den værste placering en 21. plads. Derpå fulgte coronavirussen, men flere måneders stilstand har ikke ændret på, at Helligkilde er en af de helt store profiler i 2020.

Da golfen så småt kom i gang igen, sikrede Helligkilde sig karrierens største sejr, det danske PGA-mesterskab, som havde deltagelse af langt størstedelen af de danske professionelle profiler m/k.

For to uger siden, inden Nordic League officielt var Nordic League igen, viste Helligkilde sig også flot frem i det svenske PGA Championship med en fjerdeplads, og i sidste uge, da pengene igen talte til Road to Europa, blev han nummer fem i Thisted Forsikring Championship.

Samlet ligger han nummer tre for sæsonen, og det trækker op til et nyt skridt i retning mod et af de tre challengetourkort ved Landeryd Masters by LiveCaddie.

Turneringen spilles på Vesterby Golf, og på banens 15. hul lavede Helligkilde hole-in-one torsdag.  Det var med til at give en score i 63 slag, otte under par, og lagt til onsdagens 67’er, er han nu -12 og alene på andenpladsen.

Sæsonens tredje sejr kan være inden for rækkevidde, for der er kun et slag op til svenske Robin Petersson på førstepladsen inden de afgørende 18 huller. Til gengæld har Helligkilde to slag ned til tredjepladsen, hvor man finder Jesper Kennegård.

Ingen andre danskere kommer til at blande sig i kampen om sejren. Samlet var 14 til start, og udover Helligkilde klarede fem cuttet i par. Blandt dem er Mathias Gladbjerg bedste mand på 13. pladsen i -5.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:790,084
  • Unique Visitor:86,329
  • Registered Users:157,908
  • Unregistered Users:31,158
  • Blocked Users:12,362
  • Published Nodes:15,028
  • Unpublished Nodes:261
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.228.10.17
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:6,345
    • This week:111,935
    • This month:488,616
    • This year:790,259

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk