Danmarksmester og hjemmebanespiller storsejrer i Dyrehaven | Golf.dk
Morten Toft Hansen var eneste spiller under par, da han vandt på hjemmebanen i Københavns Golf Klub.

Foto: Brian Rasmussen

Danmarksmester og hjemmebanespiller storsejrer i Dyrehaven

13/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Som amatør vandt Morten Toft Hansen den professionelle turnering PGA Championship på Nordic League. Nu er han blevet professionel og har netop vundet The Royal Trophy, en turnering primært for amatører.

Slaget stod i Københavns Golf Klub, Toft Hansens hjemmebane. Efter to runder i 70 slag lørdag gik den 23-årige ind til søndagens finalerunde med et forspring på et slag ned til Jonathan Gøth-Rasmussen, men der blev ingen spænding om sejren.

Toft Hansen fordoblede sit forspring med birdie på første hul, og på resten af runden var den førende ikke i nærheden af at blive indhentet igen. Han gik tredje runde i 69 slag, to under par, og vandt overbevisende med fem slag ned til Gøth-Rasmussen. Liam Carl Gransden sluttede på tredjepladsen i +5.

Toft Hansens sejr var overbevisende, men ikke i sammenligning med den, Cecilie Leth-Nissen hentede i damerækken.

Europamester med pigelandsholdet, tre andenpladser og sejre i pigernes DGU Elite Tour II og Junior DM: Sæsonen 2019 har budt på den ene succes efter den anden for 16-årige Leth-Nissen, og der var endnu et højdepunkt tilbage i posen her midt i oktober.

Med runder i 73, 69 og 72 sluttede Leth-Nissen et slag over par samlet. Det gav en sejr på hele 13 slag ned til landsholdskollegaen Olivia Grønborg. Fie Kjærgaard Olsen tog sig af tredjepladsen i +16. 

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer