Danmarks stjernefrø måtte nøjes i Oman | Golf.dk
Rasmus Højgaard fik ikke endnu en tidlig sejr på cv'et. Men en topplacering giver håb om drømmen om en stor debutsæson.

Foto: Warren Little/Getty Images

Danmarks stjernefrø måtte nøjes i Oman

01/03 - 2020 | Kasper Ørkild

Rasmus Højgaard har flere gange luftet drømmen om at blive Rookie of the Year på European Tour. Inden søndagens runde ved Oman Open var den 18-årige ikke langt fra at kunne gøre sig til absolut storfavorit til den titel.

Efter få måneder som europatourspiller lå han nemlig på en delt førsteplads blandt en lang række spillere. Men Gyttegård-spilleren holdt ikke niveauet fra resten af ugen, da vinden tog til i Oman.

Drømmen om anden sejr på European Tour på få måneder efter triumfen på Mauritius var i live efter to hurtige birdies. Men banen ud til Den Omanske Bugt viste sig som en svær modstander på finaledagen.

Efter tre bogeys var Højgaard fortsat inden for vinderfeltet. Men på 12. hul blev det sidste håb om endnu en sejr slukket.

På par 5-hullet gik han efter green i to, da han hev en fairwaykølle op af baggen til andetslaget. Men bolden sejlede ud mod kysten og endte i strafområdet lige uden for banen. Dermed måtte Rasmus Højgaard droppe ind igen.

Fjerdeslaget endte så i bunkeren, hvorefter femte slag løb over green. Dermed måtte danskeren nøjes med en double bogey.

Vinderchancerne var derefter væk, selvom resten af feltet også kæmpede med vindstødene på den Greg Norman-designede Al Mouj-bane.

På 16. hul havde teenageren en god mulighed for at kæmpe sig tilbage mod toppen, da han fik et overkommeligt eagleputt. Men han måtte nøjes med en birdie, som sendte danskeren tilbage i top-10.

Herefter fulgte han op med to birdies, hvorefter et misset parputt og en bogey på 18. hul sendte den unge dansker ned på en delt sjetteplads i -9 og en finalerunde i to slag over par.

Det betyder, at Rasmus Højgaard fortsat kandiderer til Rookie of the Year med en topplacering i Oman.

Sejren røg til gengæld til finsk side, da Sami Välimäki vandt på tredje omspilshul mod sydafrikanske Brandon Stone.

Jeff Winther havde ligesom sin unge landsmand en hård dag i Muscat. Efter to double bogeys og to bogeys på kortet endte han +4 for dagen og faldt kraftigt tilbage på en delt 50. plads trods gode bestræbelser i løbet af ugen. 

Dermed blev Søren Kjeldsen næstbedste dansker efter en finalerunde i -1, som sikrede ham en delt 43. plads.

Nicolai Højgaard endte på en delt 54. plads, mens Benjamin Poke sluttede som næstsidste spiller af weekendens felt med en 72. plads. Han endte fem over par for ugen efter en finalerunde i fem slag over par. 

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer