Danmarks største golfmesse fejrer 10-års jubilæum med KidsAid | Golf.dk
Der bliver masser af spændende nyheder og golfdestinationer på Ferie for Alle, hvor Dansk Golfshow i år også kan fejre 10-års jubilæum med KidsAid i MCH Messecenter Herning.

Foto: MCH/Lars Møller

Danmarks største golfmesse fejrer 10-års jubilæum med KidsAid

10/02 - 2020 | Pressemeddelelse

Dansk Golfshow på Ferie for Alle har støttet op om velgørenhedsorganisationen KidsAid i 10 år. Siden 2011 er der indsamlet mere end 400.000 kr. til syge danske børn og deres familier. I år er der sat alle sejl til for at markere jubilæet på Dansk Golfshow, hvor målet er at overgå donationen fra 2019 på 65.000 kr.

- Indsamlingen foregår gennem forskellige konkurrencer på golfmessen, hvor 20 kr. for at deltage går ubeskåret til KidsAid. Vi vil i år præsentere et nyt konkurrenceområde, som vi kalder for Ø-green Challenge, hvor udfordringen bliver at ramme en ø-green ude i et vandbassin, siger Johnny Tang Frandsen fra MCH Messecenter Herning.

På Dansk Golfshow kommer der udstillere fra hele 14 europæiske lande. Mange af dem er samlet på de to store stande, der tilhører Nordic Golfers og Green2green. Sidstnævnte samarbejder med 22 udenlandske destinationer, mens Nordic Golfers med messens største stand sætter rekord med 27 samarbejdspartnere fra hele Europa.

- For bare et par år siden stod vi med en lille stand og kun tre partnere, men vores udenlandske samarbejdspartnere elsker at møde de danske golfspillere og tale med kunderne om den næste golftur. Vi har også et rekordstort prisbord, hvor man kan vinde golfophold og greenfees til de over 1.000 golfbaner, hoteller og resorts, som vi samarbejder med i 35 lande, siger partner Jess Krelskov fra Nordic Golfers.

Ny udstiller på golfmessen i år er ParaGolf Danmark, der vil byde på et lidt anderledes fokus på golfsporten, end man ellers ser i et nyt samarbejde med MCH Messecenter Herning og Dansk Golfshow. Made in Denmark-organisationen er med igen for at reklamere for den syvende udgave af European Tour-turneringen, der afvikles på Himmerland Golf & Spa Resort 21.-24. maj.

- Vi kommer med gode tilbud fra både Himmerland Golf & Spa Resort og billettilbud til Made in Denmark-turneringen samme sted, siger promotor Flemming Astrup.

Traditionen tro er Dansk Golfshow også identisk med Danmarks største demodag - eller rettere tre demodage - hvor en halv snes forskellige leverandører vil hjælpe de besøgende med både test og fitting. Der vil være mange nyheder blandt de store, velkendte varemærker som Titleist, Footjoy, Scotty Cameron, Wilson Staff, Callaway, Odyssey, Cobra, Puma, Mizuno, Ping, Cleveland, Srixon, Evnroll og US Kids.

Ferie for Alle foregår 21.-23. februar 2020 i MCH Messecenter Herning. Messen er Skandinaviens største feriemesse og byder på flere end 1.000 udstillere og besøges af omkring 60.000 ferieglade mennesker.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer