Danmarks herrer taber til Sverige | Golf.dk

Danmarks herrer taber til Sverige

12/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter nederlag til Sverige i begge morgenens foursomes havde Danmark et enormt bjerg at bestige, hvis der lørdag skulle spilles om guld ved EM.

Med fem singles at udkæmpe var kravet fire point, og de danske talenter nåede aldrig i nærheden af målet. Svenskerne var simpelthen for stærke på Ljunghusen Golfklubb.

I første single blev Rasmus Neergaard-Petersen nedkæmpet med 5&4 mod Vincent Normann, og derefter havde svenskerne stadig deres tre spillere fra verdens top-50 at spille ud.

John Axelsen fik et halvt point mod en af dem, og August Thor Høst gjorde det samme mod et andet af de svenske esser, men det var det nærmeste, danskerne kom på succes. Hamish Brown tabte 4&3 og Alexander Frances led et nederlag på 3&1.

Samlet sluttede det 6-1 til Sverige, og derfor skal danskerne lørdag forsøge at forsvare bronzemedaljerne, de vandt i 2018.

Pigernes semifinale mod Tyskland kan du læse om her.

Damernes kamp for sekundære placeringer i Flight A resulterede i et nederlag fredag. Modstanderne var England, og på trods af en storsejr på 6&5 til Sofie Kibsgaard, så tabte danskerne 3,5-1,5. Cecilie Brøgger Nielsen hentede det halve danske point på Is Molas Resort.

Resultatet betyder, at de danske damer lørdag spiller for at slutte på syvendepladsen.

I Flight B på Golf de Chantilly gav de danske drenge nyt bevis på, at de burde have været at finde blandt de otte bedste nationer. Den fejlslagne kvalifikation kan der ikke ændres på, og der er ikke andet at gøre end at kæmpe til det sidte for den bedst mulige placering.

Fredag gik det ud over Holland. Mads Laage Hansen og Mikkel Schmitt vandt deres foursome 4&2, og i singles hentede Jamie Tofte Nielsen, Rasmus Bofill og Jonas Thygesen også sikre sejre. Kun Sebastian Friedrichsen led et nederlag på 18. hul, så den danske sejr blev på 4-1. Lørdag spiller de om niendepladsen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer