Danmarks herrer på tredjepladsen | Golf.dk
Der skulle overtid til, før danmarks herrer blev besejret i semifinalen ved EM.

Foto: Torben Nyehuus

Danmarks herrer på tredjepladsen

10/07 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der var store forventninger til herrelandsholdet, som er taget til Berlin for at kæmpe om medaljer til Danmark. Det er grund til at tro på, Thomas Kiel Larssons mandskab kan nå langt, da halvdelen af holdet ligger i top-60 på amatørernes verdensrangliste.

Trods lidt startvanskeligheder blev det da også til et ganske tilfredsstilende udlæg tirsdag på Faldo Course.

Holdet var kommet til den tyske hovedstad uden regncovers til deres bags, og da der fra morgenstunden kom vand ovenfra, måtte der improviseres med sorte skraldesække.

De gjorde jobbet og ingen af de seks danskere faldt igennem på den første tællende runde. Rasmus Højgaards respektable score i +2 blev sorteret fra totalen. Andreas Hillersborg og Morten Toft Hansen var begge rundt +1, mens Gustav Frimodt spillede lige op med banens par.

Det var op til den individuelle europamester, Nicolai Højgaard, og John Axelsen at føre Danmark op nær toppen af stillingen. Højgaard var fire under par på banes første ni huller, Axelsen fire under på de sidste ni. 

Samlet lagde Højgaard sig på en delt syvendeplads i -4, mens Axelsens score i -5 giver en delt tredjeplads i det individuelle regnskab.

Den samme placering fandt holdet sig på, da de fem bedste scores var lagt sammen, og der stod -7 i resultatkolonnen. Der er to slag op til Sverige på andenpladsen, mens England takket være Gian Marco Petrozzis formidable 62'er er i front i -11.

Der er chance for at slutte slagspilskvalifikationen som nummer ét, men samtidig er pladsen i Flight A endnu ikke sikret. Efter 36 huller kommer otte hold med til kampen om metal, og efter de 18 af dem har danskerne seks slags forspring til Irland på niendepladsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer