Danmarks damer og herrer spiller om medaljer | Golf.dk
Der var glæde i den danske lejr efter en historisk præstation ved EM.

Foto: Thomas Poulsen

Danmarks damer og herrer spiller om medaljer

12/07 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

To ud af fire danske landshold holder liv i håbet om guld ved europamesterskaberne; to må nøjes med at spille om sekundære placeringer.

På Golf Club Munhof i Østrig var der dansk succes torsdag. Ved halvleg, efter foursomes, stod det 1-1 mod de engelske modstandere, men under eftermiddagens singles var Danmark overlegne.

Malene Krølbøll vandt 2&1, Karen Fredgaard 3&2 og Marie Lund-Hansen 1up. Det endte 4,5-2,5, og dermed er Danmark klar til semifinalerne. Det betyder, at de i værste fald kommer til at spille om bronze lørdag.

Det samme er tilfældet for herrerne på Faldo Course i Berlin.

Efter en hektisk morgen var Danmark foran 2-0, og Skotland blev aldrig for alvor lukket ind i kampen igen. Nicolai Højgaard vandt sin match 4&2, mens Morten Toft Hansen sikrede sit point efter 15 huller med 4&3. Selvom det blev til nederlag til John Axelsen og Andreas Hillersborg var sejren i hus, og derfor kunne Gustav Frimodt dele sin match uden at spille den til ende.

Dermed endte det 4,5-2,5 og Danmark er blandt de sidste fire ved EM.

Det endte mindre lykkeligt for drengene, som gik ind til singles helt lige mod Tyskland på Golf Resort Kaskáda i Tjekkiet. Der var stadig balance i regnskabet efter ni huller, men i første single mistede Jamie Tofte Nielsen et forspring på to huller og endte med at tabe på hul 18. 

August Thor Høst og Frederik Kjettrup fik forvandlet All Square til sejre på to huller og 2&1, men da Frederik Sejr og Sebastian Friedrichsen tabte deres opgør, blev det tyskerne, som kunne booke en plads i semifinalerne med en sejr på 4-3.

Også i Sverige blev det danske medaljehåb slukket i kvartfinalen. Værterne var modstanderen, og de første 2-0 da det var frokosttid. Danskerne kæmpede flot i løbet af eftermiddagen, og især 13-årige Amalie Leth-Nissen og Anne Normann udmærkede sig med sejre på henholdsvis 3&2 og 4&3.

Cecilie Nielsen delte sin match, men mere kunne det ikke blive til, og dermed avancerede Sverige med en sejr på 4,5-2,5.

Resultaterne i alle fire turneringer kan findes på forsiden

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer