Danmark stærkt fra start i titelforsvar | Golf.dk
Sammen med Thorbjørn Olesen indledte Søren Kjeldsen titelforsvaret ved World Cup of Golf i fin stil.

Foto: Getty Images

Danmark stærkt fra start i titelforsvar

22/11 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I to år har Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen siddet på tronen som verdensmestre, herskere af kloden. Denne uge vil 27 sultne nationer forsøge at fravriste danskerne titlen, men det kommer ikke til at blive nogen simpel opgave at slå de forsvarende mestre i World Cup of Golf.

Efter første runde med four-balls er Kjeldsen og Olesen kun et enkelt slag fra førstepladsen. Der var lave scores torsdag på The Metropolitan Golf Club i Melbourne, og danskerne producerede ni birdies i løbet af de første 14 huller. Dagens eneste bogey fulgte på 16. hul, men de kom tilbage til -9 med dagens 10. fugl på afslutningshullet.

Scoren i 63 slag placerer danskerne på en delt fjerdeplads med Belgien og Malaysia. Helt i top finder man danskernes spilllemakkere, Ian Poulter og Tyrrell Hatton fra England, de australske værter og Sydkorea.

En delt førsteplads til trods var Hatton langt fra lykkelig efter dagens spil.

- Jeg ramte bolden godt, men jeg kunne bare ikke finde rytmen i dag. I morgen er en ny dag, og jeg kan ikke spille værre end jeg gjorde på bagni, så forhåbentlig gør jeg et bedre stykke arbejde i morgen. Jeg har brug for at gøre det bedre i morgen, sagde han.

Fredag kommer scores til at blive noget højere, da hvert hold kun spiller med en enkelt bold i foursomes.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer