Danmark slutter lige uden for medaljerne | Golf.dk
Natacha Høst Husted gemte sit bedste spil til finalerunden ved VM for piger.

Foto: Brian Rasmussen

Danmark slutter lige uden for medaljerne

28/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

For tredje dag i træk var kollektivet Danmark under par ved World Junior Girls Championship. Anne Normann, Amalie Leth-Nissen og Natacha Høst Husted, halvdelen af det hold, der vandt guld ved EM, gik ind til finalerunden ved det uofficielle VM for piger på femtepladsen i +2.

Med Korea og Thailand henholdsvis 10 og ni under par, var guldet uden for rækkevidde, men der var kun fire slag frem til Italien på tredjepladsen, og danskerne kæmpede flot for at spille sig i medaljerækkerne.

To dage i træk havde Høst Husted været det svageste led i opstillingen, men under finalerunden på Angus Glen Golf Club - South producerede Smørum-spilleren en glimrende afslutning i 71 slag, -1. Det gav en samlet score i +12 og en individuel 23. plads.

Leth-Nissen matchede scoren i 71 slag. Det var to bedre end Normann, og det betød, at de to sluttede på en delt 11. plads i +2.

Kun Korea, som endte -13 og vandt med fire slag, havde en bedre finalerunden end danskernes to under par. Den danske total for turneringen blev par, og det var tre fra at fange italienerne, som endte med at tage bronzemedaljerne.

Supertalentet Atthaya Thitikul vandt individuelt for andet år i træk med  en score i -11, men det var kun nok til at give Thailand sølv i holdkonkurrencen.

Sølv er også fortsat Danmarks bedste resultat i turneringen - et sæt medaljer, der blev hentet tilbage i 2015 . Mens Normann og Høst Husted allerede er fyldt 18 år, har 15-årige Leth-Nissen tre år mere til at forsøge at forbedre den danske rekord.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer