Danmark skubbet ned på andenpladsen | Golf.dk
John Axelsen er sammen med Højgaard-tvillingerne verdensmestre.

Foto: Torben Nyehuus

Danmark skubbet ned på andenpladsen

06/09 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Onsdag var Danmarks herrelandshold flyvende på Carton House, Montgomerie Course, og torsdag leverede John Axelsen, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard en ny fremragende præstation på O'Meara Course.

For anden dag i træk var Axelsen fra Sorø holdets bedste mand. Han havde en stime på fire birdies i træk fra tredje hul. Resten af runden kastede tre birdies og tre bogeys af sig, og så stod der 69, -4, på scorekortet.

Højgaard-brødrene brugte begge et slag mere end holdkammeraten. Rasmus lavede birdie på de samme fire huller på forni som Axelsen, mens Nicolai lavede tre i løbet af fire huller på bagni.

En af de to 70'ere bliver sorteret fra i det samlede regnskab, så dagens total blev -7. Med den rykkede Danmark samlet til -19, men det var ikke nok til at beholde førstepladsen.

Fire lande var imponerende 13 under par på anden runde. Et af dem var Thailand, som spillede sig op på siden af Danmark på andenpladsen, hvor også Irland ligger. Et andet var New Zealand, som rykkede alene i front i -20.

Med blot et enkelt slag til toppen er Danmark stadig i en glimrende position til at spille med om guldet. Det samme er Axelsen i den individuelle konkurrence. Torsdag rykkede han til -12, og det giver en delt andenplads, to slag fra Thailands Sadom Kaewkanjana.

Rasmus Højgaard er delt nummer 19 i -7, mens europamesteren, Nicolai Højgaard, er på 39. pladsen i -4.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer