Danmark mister golfspillere for andet år i træk | Golf.dk
Danmark har mistet golfspillere i 2019.

Foto: Ulrik Jantzen

Danmark mister golfspillere for andet år i træk

31/10 - 2019 | Dansk Golf Union

De danske golfklubber har oplevet en lille tilbagegang i antallet af medlemmer.

Det viser den medlemsstatistik, som Dansk Golf Union årligt udarbejder.

De 189 danske klubber har nu 148.570 aktive medlemmer, hvilket er et fald på 474 medlemmer i forhold til 2018.

- Det er et meget beskedent fald, og det viser, at vi stadig er rigtig gode i Danmark til at fastholde vores medlemmer, når vi sammenligner os med andre europæiske lande, siger Morten Backhausen, der er direktør i Dansk Golf Union.

Han understreger dog, at dansk golf risikerer at stå i en alvorlig situation, hvis ikke vi bliver bedre til at rekruttere nye spillere.

- Danske golfspillere bliver i gennemsnit hele tiden ældre, og vi kan se, at hvis vi ikke bliver bedre til at få nye mennesker ind i klubberne, så vil vi opleve et fald i medlemstallet hvert år de næste år, siger han.

Se Golf.dk's side med historier om rekruttering i de danske golfklubber

Antallet af golfspillere har været meget stabilt omkring de 150.000 de sidste ti år. I perioden fra 2014 til 2017 var der en beskeden stigning i antallet af golfspillere. Men de sidste to år har tendensen været nedadgående.

- Det er vi selvfølgelig kede af, også fordi vi har undersøgelser, der dokumenterer, at rigtig mange danskere gerne vil spille golf, hvis bare de får et tilbud, der passer til dem, siger Morten Backhausen.

Dansk Golf Union har i 2019 iværksat en særlig rådgivningsindsats, hvor man i tæt samarbejde med 20 golfklubber afprøver nye måder at rekruttere flere golfspillere. I yderligere ti klubber gøres der en særlig indsats for at rekruttere flere juniorspillere. 

Antallet af juniorer i klubberne er også i år dalet, og der er nu 5.140 drenge og 1.603 piger, der er medlemmer af danske golfklubber.

Se Dansk Golf Unions medlemsstatistik

Golfsporten i tal

User Comments:

  • Tab af medlemmer

    03/11 - 2019 | Olav Overgaard Nielsen

    Golf er et herligt spil, og det spil man kan have glæde af i den største del af sin tilværelse. Det største problem er tidsforbruget - især for folk på arbejdsmarkedet. Andre sportsgrene kan man dyrke i 1-2 timer, mens 18 huller tager ca 4 timer. Det kan være svært at afsætte for travle mennesker. Golfsporten burde nok overveje at gøre det mere standard at spille 9 huller i stedet!

  • Manglende medlemmer

    02/11 - 2019 | Ole Karlsen

    Manglende medlemmer Som i artiklen kan der nikkes genkendene til problemet mange steder. I Juelsminde Golf klub er det ingen undtagelse. Dog er der begyndt at ske noget på ungdoms siden en hold af entusiaster har formået at få fat i de unge med mange nye tiltag, i stedet 5 deltager pr gang ligger det nu mellem 30 og 40 pr gang. Stor kardo til entusiasterne. Så til senior afd. Den halter som så mange andre steder. Hvis vi starter med ny golferer, rigtig mange gode start tilbud hvilket er super godt. Dog er der så det store spring i kontigent fra nygolfer til fuldgyldigt medlem, hvilket er en af årsagerne til manglede tilgang. Tænker det vil hjælpe med differentieret kontigent over tre stigninger for at ende på et Max omkring de 5500 kr. Det ville nok få flere til at starte. Man skal huske på alle de tilbud der er på markedet som ligger i en helt anden økonomisk kategori. Så er selvfølgelig nogen der vil sige at der er dyrt at holde en golfbane fuldstændig rigtig.... Men jo flere golferer jo flere midler i kassen. Samt større omsætning i caféen og golf shoppen. Dette er selvfølgelig min mening om vores problemer i klubberne. Intet vover intet Vinder... Rigtig God Jul til alle Den golf glade senior Ole Karlsen Juelsminde Golfklub.

  • medlemstilbagegang i klubberne

    01/11 - 2019 | Henrik Holbech

    De 8 nyeste golfbaner i DK er altovervejende – med skiftende succes - etableret af private investorer. Og så længe de hver især smider 2-cifrede mio.-beløb efter deres baner hvert år, så overlever banerne, ellers ikke. De trækker selvsagt nogle medlemmer fra andre klubber, men problemet med medlemshvervning er i min optik et helt andet. Det er selvsagt de unge vi skal have fat i og der skal nogle andre værktøjer til, for at få det til at ske. Unge mennesker uddanner sig længere, jobber og etablerer sig derfor senere - bl.a. vore egne børn - som af præcis de årsager, for længst har lagt golfkøllen på hylden. Fordi uddannelse m.v. dels giver en meget stram økonomi, med nødvendigt arbejde ved siden af – og derfor mindre fritid. Det kan man imødegå på denne vis: etabler nogle seriøse turneringer og mesterskaber der spilles over 6, 9 eller 12 huller (som projekteret i Frankrig) og sæt kontingentet ned til det halve for spillere mellem 18 og 30 år - evt. med begrænsninger på spilletidspunkter. Med en målrettet indsats med disse midler, er jeg sikker på det vil virke. Protesterne vil komme; ”hvorfor skal de betale mindre end os andre?” Og svaret er jo ret ligetil: fordi hvis ikke vi får flere medlemmer til at betale regningen, så skal vi hver især betale meget mere grundet faldende medlemstal.

  • Færre golfspillere

    31/10 - 2019 | Kirsten Boller

    Når man ser på udviklingen over de seneste 10 år fra 2009 til 2019 så er der 4052 personer færre der spiller golf. I samme årrække er der etableret 8 nye baner i Danmark. Måske det skal tages op til overvejelse, hvor mange baner vi skal have. Flere baner og færre spillere giver et dårligere grundlag for klubberne til at skaffe nok medlemmer til at drive forretningen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer