Danmark flot fra start ved drengenes VM | Golf.dk
I løbet af foråret vandt Nicolai Højgaard Hovborg Kro Open og ECCO Tourens Bravo Tours Open. Nu er han på førstepladsen ved VM.

Foto: Rasmus Baaner

Danmark flot fra start ved drengenes VM

12/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I sommeren 2017 vandt Danmark Europamesterskabet for drenge. Denne uge skal tre fra det sejrende hold forsøge at erobre hele verden.

VM for drenge spilles Chukyo Golf Club, Ishino Course, og den havde tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard et særdeles godt greb om på åbningsrunden tirsdag. 

For Rasmus blev det til en håndfuld birdies, to bogeys og en 68'er, tre slag under par. Det svarer til en delt syvendeplads individuelt.

Nicolai gjorde det endnu bedre. To serier af tre birdies i træk prydede et bogeyfrit scorekort, og de 65 slag, han kunne skrive under på, giver en delt førsteplads med spaniens David Puig.

Frederik Sejr var også med på det vindende EM-hold, men han havde svært ved at genskabe magien fra La Manga under tirsdagens spil. 83 slag blev det til, og den runde blev sorteret fra Danmarks samlede score.

I stedet blev det Sebastian Friedrichsen, som kom til at bidrage til holdscoren med en 77'er. Asserbo-spilleren var i par efter 11 huller, men i løbet af fire huller mistede han syv slag til banen. Friedrichsen fik dog styr på spillet igen og lavede en sen birdie.

Danmarks total i -3 giver en delt fjerdeplads med Thailand. De tre bedste nationer efter første runde er Spanien i -10, Korea i -8 og Japan i -5.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer