Danmark er verdensmestre | Golf.dk
Så er Eisenhower Trophy omringet af den danske VM-kvartet

Danmark er verdensmestre

08/09 - 2018 | Martin Rahbech og Claus Rødgaard Thomsen

Et stort stykke dansk golfhistorie blev skrevet lørdag i Carton House Golf Club i Irland.

Danmark vandt herrernes World Amateur Team Championship; Eisenhower Trophy.

En meget tæt finale blev til sejr for John Axelsen, Nicolai Højgaard og Rasmus Højgaard.

- I dag har bare været en stor optur. Vi er rigtig glade. Vi havde snakket om, at vi nok skulle ramme 40 under par for at vinde. Og inden turneringen begyndte havde vi talt om, at det var guldet vi gik efter. Vi har aldrig haft et bedre hold, for vi har tre, der kan skyde rigtig lavt, siger Torben Nyehuus, der er kaptajn for det danske hold.

- Det er noget af det allerstørste, jeg har prøvet. Vi spiller mod de bedste i verden, vi er afsted som et hold, og vi repræsenterer Danmark. Og vi leverer alle sammen, siger Nicolai Højgaard, der tilmed sluttede på 3. pladsen i den individuelle konkurrence.

Danmarks sejrsscore var til sidste 39 under par. På de næste to placeringer endte stormagterne USA og Spanien.

Mens John Axelsen var den bærende spiller i starten af turneringen, har Højgaard-brødrene virkelig leveret varen på slutstrækningen.

I dag var Nicolai Højgaard syv under par, mens Rasmus Højgaard var seks under par. Begge lavede birdie på banens sidste hul, og bragte dermed reelt trofæet ud af amerikanernes rækkevidde.

Resultatet er det entydigt bedste, noget dansk landshold har opnået ved VM. Herrernes hidtil bedste resultat var sølv ved VM i Argentina i 2010, hvor de senere succesrige pro'er Lucas Bjerregaard, Morten Ørum Madsen og Joachim B. Hansen tørnede ud for Danmark.

Hos damerne er det bedste resultat nogensinde den 4. plads, som holdet opnåede i Mexico for to år siden.

Sejren i Irland er kulminationen på en fantastisk sæson for dansk landsholdsgolf. Nicolai Højgaard blev individuel europamester, og drengelandsholdet vandt det uofficielle junior-VM. Ved hold-EM opnåede vi sølv hos såvel herrer som damer.

Nicolai Højgaard har endnu en chance for at gøre noget stort, når han i oktober skal til ungdoms-OL, hvor han sammen med Anne Normann skal repræsentere Danmark.

 

 

User Comments:

  • Hjemkomst

    12/09 - 2018 | Pernille Bulskov

    KÆMPE tillykke skal der bestemt lyde herfra. Det havde klædt DGU at sørge for at også John Axelsen kunne komme hjem og blive fejret, i stedet sad han alene på sit hotel og måtte vente til dagen efter, for så at flyve til USA. Det kan I gøre bedre!!!

  • Fantastisk resultat!

    08/09 - 2018 | Jakob Thomsen

    Kæmpe tillykke til John, Nicolai og Rasmus, holdet bag dem, DGU og dansk golf generelt. Det bliver rigtig spændende at følge de 3 unge gutter fremover.

  • Total i orden præstation

    08/09 - 2018 | Bjarni Andersen (E)

    Det er altså noget af en skalp I der har taget. Super flot. Kæmpe tillykke.

  • Super

    08/09 - 2018 | Karl Frederiksen

    Stort for dansk golf

  • Flot!

    08/09 - 2018 | Hans-Jørn Mortensen

    Sateme flot, drenge! 1000 gange tillykke!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer