Danmark bliver vært for EM i 2021 | Golf.dk
Furesø Golfklub er klar til at modtage cirka 132 af Europas bedste juniorer fra 22 nationer næste sommer.

Foto: Furesø Golfklub

Danmark bliver vært for EM i 2021

02/09 - 2020 | Henrik Søe

For første gang siden 2007 skal Danmark afvikle europamesterskaberne for drenge. Valget er faldet på Furesø Golfklub, som næste sommer er vært for europas bedste juniorer.   

I Furesø Golfklub ser man frem til at huse det store arrangement, og klubben har allerede nedsat en styregruppe, som i samarbejde med DGU vil sætte gang i projektarbejdet i denne måned. 

- Vi er stolte af vores baneanlæg og vores klub - og det vi generelt kan tilbyde i Furesø Golfklub. Vi har et meget attraktivt produkt, som vi glæder vi os til at dele med golf-Europa. Med vores organisation, erfaringer og ressourcer ser vi frem til at levere en super oplevelse til alle implicerede ved EM, siger Lars Lindegren, direktør i Furesø Golfklub. 

Furesø Golfklub er en af Danmarks største klubber, og der er nærmest garanti for at  klubbens mange frivillige kommer til bakke op om turneringen. 

- Vi har mange aktive frivillige, der allerede i dag bidrager med mange forskelligartede aktiviteter i klubben. Som vært for et Europamesterskab kommer vi også til at trække på denne gruppe, men vi er sikre på opbakningen, og at det bliver fantastisk spændende for alle parter at deltage i dette arrangement, lyder det fra klubben. 

DGU’s sportschef Claus Mølholm ser frem til endnu et stort mesterskab på dansk grund. Og for drengenes vedkommende er der kun gode minder. I 2007, da der sidst var drenge-EM på dansk grund, lykkedes det for Danmark at vinde guld. En triumf, der kickstartede mange store danske resultater på den internationale amatørscene.  

- Vi har før set, at et EM kan give afsæt til en gylden tid, og her tænker jeg ikke mindst på guldet i Rold Skov. Det afhænger naturligvis meget af spillernes potentiale, men uanset hvordan holdet er, giver det et løft at spille på hjemmebane. Både fordi du får mulighed for at spille en masse runder på banen inden EM, og fordi det giver et boost at spille foran et hjemmepublikum. 

- Det er ligesom at have en syvende spiller på holdet, og min fornemmelse er, at der som regel bliver spillet et nøk bedre på hjemmebane end i udlandet, siger Claus Mølholm, som ser fornuftige muligheder i den potentielle trup, som skal forsvare de danske farver i Furesø: 

- Der kan ske meget på et år i den aldersgruppe, men som det ser ud nu, har vi en stamme på i hvert fald tre spillere, som også er juniorer næste år, og som har været inden i en god udvikling og samtidigt har god international erfaring.

I DGU er man helt rolige ved tanken om at sende Europas bedste ungdomsspillere på græs i Furesø. 

- Vi er overbeviste om, at Furesø Golfklub er klar til at investere det, der skal til for at gøre turneringen til en succes. De sætter nogle høje ambitioner og er klar til at gå all-in på arrangementet både i forhold til de ansatte og de frivillige. Det er det, vi drømmer om, når vi skal samarbejde med en klub om at afvikle et stort mesterskab, siger DGU’s Udviklings- og turneringschef Jonas Meyer, som understreger, at Danmark har en stor stjerne hos European Golf Association, når det kommer til at afvikle store internationale turneringer.  

-  EGA er glade for at komme til Danmark, for så ved de, at det bliver taget seriøst, og at der bliver leveret på et højt niveau. Det var også tilfældet sidste år, hvor Rungsted var vært for senior-EM - et arrangement, som høstede store roser fra både deltagere og det europæiske golfforbund. Der er en grund til, at EGA presser på for, at vi skal tage flere turneringer, siger Jonas Meyer.  

EM for drenge skal spilles fra 6.-10. juli 2021, så sæt kryds i kalenderen, hvis du vil ud og opleve den næste Højgaard. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,147,410
  • Unique Visitor:103,638
  • Registered Users:159,556
  • Unregistered Users:31,229
  • Blocked Users:12,380
  • Published Nodes:15,248
  • Unpublished Nodes:286
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:54.236.35.159
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:7,961
    • This week:93,797
    • This month:397,613
    • This year:1,147,631

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk