Damer, herrer og seniorer i direkte dyst i Mellemøsten | Golf.dk
Martin Leth Simonsen, Steen Tinning og Emily Pedersen alle i samme felt? Ja, du læser rigtigt.

Foto: Brian Rasmussen/Getty Images

Damer, herrer og seniorer i direkte dyst i Mellemøsten

29/03 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Der eksperimenteres heftigt med formater i golfsporten i disse tider.

Alligevel er Jordan Mixed Open, der begynder på torsdag, en særlig nyskabelse. Her vil muskuløse unge mænd fra challengetouren slå ud fra det bagerste teesteder. Fra de mellemste vil man kunne høre knoglerne knirke, når seniortourspillerne svinger driverne. Fra de forreste tees vil der være spillere i nederdel og ærmeløse toppe.

Ellers konkurrerer alle på lige vilkår.

- Jeg tror, det bliver en spændende uge. Jeg synes bare, det er fedt at komme nye steder hen. Jeg var lige i Kenya, og nu er Jordan på programmet, og jeg har hørt gode ting om banen, siger Martin Leth Simonsen.

Han er en af tre danske challengetour-spillere, der er med ved Jordan Mixed Open. De andre to er Christian Glöet og Lasse Jensen.

Hos damerne er Emily Pedersen med, og fra Staysure Tour (seniortouren) stiller Steen Tinning op for Danmark.

Seniorspillerne slår fra tees, hvorfra hullet er syv procent kortere end for de unge herrer. Damespillerne får ydeligere syv procent foræret

Emily Pedersen fortalte i vores egen podcast, at hun er i tvivl om, hvorvidt den nøgle er rimelig eller ej for damerne.

Martin Leth Simonsen er også i tvivl for så vidt angår challengetour-spillerne.

- Jeg har snakket med Lasse (Jensen, red) om, hvorvidt det er en fordel eller en ulempe. Vi kan ikke finde ud af, om det er godt eller skidt, siger han.

Der er i alt 120 spillere med i turneringen. 40 fra hver af de tre tours. De kommer til at spille i tre-bolde med en fra hver tour, og 60 af de 120 spillere klarer cuttet til finalerunden.

Præmiesummen er 393.000 US Dollars, hvilket gør det til en af de uger med størst indtjeningspotentiale for challengetourspillere som Martin Leth Simonsen. Til gengæld tæller den ikke på verdensranglisten eller de respektive tours’ ranglister.

- Præmiesummen er guleroden ved at tage derned. Det er jo også en omstændig og dyr uge for os, siger Martin Leth Simonsen.

Han forventer, at ugen vil koste ham 12.000-13.000 kroner, hvilket er dyrere end en gennemsnitlig uge på challengetouren. Rejsetiden til Jordan er omkring 17 timer.

Den 27-årige nordjyde vil ikke gisne om, hvilken kategori, vinderen vil komme fra.

- Emily slår jo ok til den, men jeg ved ikke, hvad gennemsnitslængden for damerne er. Jeg kunne godt se, at en seniorspiller kunne gøre det godt. De kan jo godt flytte bolden, og de gamle ræve er typisk gode omkring green, siger Martin Leth Simonsen.

Tanken om at kombinere herre- og damegolf er ikke ny, og vi vil sikkert se flere tiltag i fremtiden.

Sidste år fik Laura Davies et wild card, da der var Staysure Tour-turnering på Simon’s ved Humlebæk. Sidste år var der også damegolfere med, da Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard skulle forsvare deres sejr ved GolfSixes. Og i næste måned spiller både Ladies European Tour og European Tour samtidig ved Trophee Hassan II i Marokko.

Udover de nævnte danske navne stiller tidligere Ryder Cup-spillere som Philip Price og Jarmo Sandelin op i Jordan. Hos damerne er der navne som Trish Johnson og Beth Allen.

Turneringen afvikles fra den 4. til den 6. april, og vi dækker den naturligvis her på Golf.dk.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer