Dagens bedste runde giver Højgaard top-10 placering i Dubai | Golf.dk
Rasmus Højgaard formår at smede, mens jernet er varmt. Siden han blev medlem af europatouren, er det kun blevet fem turneringer, hvor han har klaret cuttet og er sluttet uden for top-10.

Foto: Getty Images

Dagens bedste runde giver Højgaard top-10 placering i Dubai

31/01 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Der blev aldrig spænding om sejren ved Omega Dubai Desert Classic under søndagens finalerunde. Et par gange under de afgørende 18 huller viste Paul Casey tegn på usikkerhed, men ingen af konkurrenterne var i stand til at teste den rutinerede englænders koldblodighed.

Allerede efter fire huller lå det i kortene, at førstepræmien på 435.485 euro ville blive Caseys. På tredje ramte den 43-årige green i to slag og to-puttede for en sikker birdie. Fjerde green blev misset langt og venstre, men hvad der lignede en potentiel bogey blev forvandlet til birdie, da Casey chippede bolden i hul.

Han var tilbage i par efter ni huller, men det var alligevel nok til at øge føringen. På bag-ni var Casey i problemer et par gange, men han begrænsede skaden til et enkelt tabt slag. De samme ni huller udløste tre birdies, og dermed blev det til en 70’er, en samlet score i -17 og en sejr på fire slag ned til Brandon Stone på andenpladsen.

Med sejren rykker Casey frem i omegnen af 15. pladsen på verdensranglisten, og han tangerer Thomas Bjørn og Padraig Harrington med 15 sejre på europatouren. Det antal rækker til en delt 16. plads på europatourens “all-time”-liste.

Al succesen til trods er Casey stadig sulten, og man skal ikke forvente, han sætter karrieren på lavt blus lige foreløbig.

- Ærlig talt føler jeg, at jeg har genvundet min ungdom. Det mener jeg oprigtigt. Jeg er så glad, sagde vinderen umiddelbart efter en afsluttende birdie. 

En anden, som kan være godt tilfreds med søndagens arbejde på Emirates Golf Club, er Rasmus Højgaard. Den snart 20-årige dansker sikrede sig karrierens syvende top-10 placering på europatouren. Dubai Desert Classic var Højgaards turnering nummer 21, siden han blev medlem af touren. Det betyder, han gennemsnitligt slutter i top-10 i hver tredje turnering.

Højgaard klarede kun lige præcis cuttet efter to indledende runder i par, men i weekenden viste han, hvorfor han betragtes som et af Europas største talenter. En 69’er lørdag bragte Gyttegård-spilleren frem til 35. pladsen, og med feltets bedste finalerunde rykkede han søndag helt frem til en delt niendeplads.

Højgaard indledte dagen med par, bogey, men resten af runden var han fejlfri og producerede seks birdies. Det blev til en 67’er og en total i -8. Det resultat var 45.144 euro værd.

Jeff Winther får også en pæn check på 23.355 euro med fra Dubai. Den 32-årige sjællænder begik en runde i 69 slag for at klatre frem til 27. pladsen i -4.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,579,714
  • Unique Visitor:155,507
  • Registered Users:162,874
  • Unregistered Users:31,201
  • Blocked Users:12,428
  • Published Nodes:15,997
  • Unpublished Nodes:305
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:34.234.223.227
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:674
    • This week:66,709
    • This month:332,112
    • This year:2,580,204

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk