Coronavirus på PGA Touren | Golf.dk
PGA Touren har indtil videre aflyst turneringer frem til 17. maj. Nu er organisationen ramt af sit første tilfælde af coronavirus.

Foto: Getty Images

Coronavirus på PGA Touren

03/04 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

I en email til spilllere og medarbejdere har PGA Touren informeret om sit første tilfælde af coronavirus. Det drejer sig om Ross Berlin, som er senior vice president of player affairs.

PGA Touren har ligget stille siden 13. marts, mere end to uger før Berlin blev testet postitiv. Derfor mener PGA Tourens medicinske rådgiver ikke, at Berlin har været en smittefare for deltagerne i Players Championship, som blev aflyst efter første runde.

I emailen udtaler Berlin følgende.

-  Jeg ville personligt meddele jer alle, at jeg har testet positiv for COVID-19. Mens jeg ikke nyder at være det første (og indtil videre eneste) medlem af PGA Tourens stab, som er blevet diagnosticeret, så kan i være forvisset om, at jeg har det bedre og er i selv-karantæne hjemme. Jeg får foretaget en test igen i næste uge og forventer at komme mig fuldstændigt.

Berlin fik foretaget sin test 28. marts, og prøven kom tilbage positiv onsdag. Inden for den 14 dage lange inkubationsperiode har han været i kontakt med kollegaer i PGA Tourens organisation og en enkelt spiller.

I golfens verden var sydafrikaneren Victor Lange det første offentliggjorte tilfælde af coronavirus. Siden har også Pete Cowan, en af verdens mest succesfulde trænere, lagt sig syg med den smitsomme virus.

På verdensplan er mere end 50.000 døde som følge af coronavirus, og over en million er testet positive.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer