Coronavirus får European Tour til at udskyde turneringer | Golf.dk
Scott Hend vandt The Maybank Championship i fjor.

Foto: Andrew Redington/Getty Images

Coronavirus får European Tour til at udskyde turneringer

15/02 - 2020 | Kasper Ørkild

Ifølge den oprindelige turneringsplan for European Tour skulle The Maybank Championship afvikles i Kuala Lumpur, Malaysia den 16.-19. april, hvorefter touren drog videre til Volvo China Open i Shenzhen, Kina den efterfølgende uge. Men de to turneringer udskydes nu grundet udbruddet af coronavirus.

Det skriver European Tour på deres hjemmeside.

- Vores spilleres, publikums og ansattes velvære er altid vores førsteprioritet. Selvom det er ærgerligt, at de to turneringer udskydes, føler vi, at det er den rette beslutning på nuværende tidspunkt. Vi er ved at undersøge alternative datoer til at afvikle begge turneringer, udtaler European Tour-direktør Keith Pelley.

Turneringssponsoren Maybank har selv bedt om udskydelse af turneringen i Malaysia, mens den kinesiske European Tour-turnering er udskudt i samråd med den kinesiske golfunion, Genzon Golf Club, regeringen i Shenzhen samt Volvo og turneringspromotoren. 

Virusudbruddet har i forvejen aflyst og udskudt adskillige arrangementer på tværs af forskellige sportsgrene.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer