Corona tvinger landsholdet til at træne og tænke anderledes | Golf.dk
For halvanden måned siden var Martin Kold og resten af det danske landshold på træningslejr i Abu Dhabi med forventning om en nogenlunde almindelig sæson. De forventninger er forsvundet nu.

Foto: Emil Hornstrup

Corona tvinger landsholdet til at træne og tænke anderledes

27/04 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Det er hårdt at være ung, og mange unge er for tiden pålagt yderligere omstændigheder, som de på ingen måde kan forventes at være forberedt på.

Det gælder også spillerne på det danske golflandshold.

- Vi prøver at prikke til deres motivation. Men det kan godt være svært med den aldersgruppe, siger Martin Kold.

Han er træner for det danske drengelandshold og efter en periode uden nogen mulighed for egentlig træning, er han over de sidste 12 dage gået i gang med at finde muligheder for at arbejde med sine unge spillere.

- Da alle banerne var lukket, arbejdede vi bare over telefon og video. Men nu prøver jeg at mødes med dem og komme ud og se bolden flyve. Ud fra det, jeg ser, giver jeg dem opgaver i forhold til deres træning, siger han.

- Det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra det, jeg plejer at lave. Men jeg kan jo ikke samle dem. Jeg plejer at have en 5-6 stykker i Jylland, som jeg samler, og så tager jeg en af spillerne med fra Odense i min bil. Det kan jeg heller ikke nu, fortsætter Martin Kold.

Han kan heller ikke tilbyde spillerne mulighed for at konkurrere, som de plejer.

Amatørturneringer kræver et langt mindre setup end på de store professionelle tours. Alligevel har det tilsyneladende lange udsigter med at konkurrere.

De sædvanlige internationale amatørturneringer bliver aflyst. DIAC/DILAC, som er Danmarks største internationale amatørturnering, er også blevet aflyst.

EM, som plejer at være sæsonens store mål og som spilles i juli, er stadig i kalenderen. Men det giver ingen sikkerhed i disse tider.

- Enten bliver det her et år, hvor vi stort set ikke spiller turneringer. Ellers også bliver der en kæmpe pukkel af turneringer i oktober, november og december, vurderer Martin Kold.

Han fortæller, at landsholdsspillerne til gengæld konkurrerer under simulerede forhold. For eksempel skal de nu i gang med en 72 hullers slagspilsturnering, hvor de hver især skal spille mindst to forskellige baner.

- De skal spille banerne ud fra, at de har handicap nul, og så vurderer vi deres scores ud fra det. 

Martin Kold erkender, at det ikke er en perfekt løsning. Alle baner er forskellige, og da de 72 huller skal afvikles inden for 16 dage, vil alle spillere heller ikke konkurrere under samme vejrforhold.

Men det optimale er mere end nogensinde en utopi. Noget, som vi også unge landsholdsspillere mærker.

- Jeg har jo også et par stykker, der går på efterskole. De er naturligvis topfrustrerede (efterskolerne er fortsat lukkede, red.). Mange af gymnasieeleverne oplever en meget hårdere arbejdsbyrde end før. De skal sidde ved computeren fra 08.15 til 15.30 og får opgaver, som bare skal afleveres, siger Martin Kold.

Mange har gennem tiderne udtalt sig om det vigtige i at se en krise som en mulighed. Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har sagt, at krisen åbner et vindue for at træffe den rigtige eller den forkerte beslutning.

Martin Kold ser også særlige muligheder i den aktuelle pause.

- Det er måske den eneste gang i karrieren, hvor de får ro til at bygge så meget på. Måske især på det fysiske område, selvom det selvfølgelig er sværere, når man ikke kan komme i fitnesscentret. Men man kan jo også bruge tiden til at gøre sin teknik endnu stærkere. Det er da spændende, om vi kan lave et ryk med en af disse spillere, som vi ikke ville kunne lave ellers, lyder det fra Martin Kold.

Yderligere lempelser i det danske samfund og i golfsporten kan måske føre til, at landsholdsspillerne får flere muligheder for at træne og konkurrere. Men indtil videre handler det stadig om at have ja-hat og tænkehat på samtidig.

 

User Comments:

  • Stop med at støtte Sharia

    28/04 - 2020 | Chano John Jensen

    Det er forkasteligt at landsholdet stadig træner i de arabiske emirater, det er mange fodboldklubber holdt op med, af etiske årsager, deres fans vil ikke være med til at klubben støtter den slags regimer. At VM i fodbold skal spilles i Qatar i 2022, bliver også af de fleste fodboldfans betragtet som en katastrofe. For golfsporten burde etik være en dyd man ikke går på kompromis med, golfsporten slet ikke overveje den slags lande, tag dog på trænings-lejr i Spanien i stedet, hvorfor er det ikke godt nok?

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer