Corona skaber golf-boom i USA | Golf.dk
Ligesom i Danmark strømmer folk til golfen i USA, og antallet af spillede runder har sat rekord. Her bliver der spillet på Liberty National Golf Club i Jersey City, mens solen går ned over Manhattan.

Foto: Gary Hershorn/Getty Images

Corona skaber golf-boom i USA

07/01 - 2021 | Jesper Frigast Larsen

Det er langt fra kun i Danmark og de øvrige nordiske lande, at golfsporten har fået et massivt opsving under corona-pandemien. Det amerikanske nyhedsmedie CNN beretter, at de gode råd om at holde social afstand ikke blot har øget antallet af hjemmebagte brød og lagte puslespil, men også har medført en genopblussen af golfinteressen i USA. 

Nøjagtigt som i Danmark begyndte golfåret 2020 ganske almindeligt i USA. Hvor vi herhjemme har GolfBox, der præcist registrerer antallet af spillede runder, han man i USA Golf DataTech, der analyserer golfspillet i USA, ikke så præcist som GolfBox, men dog med tydelige trends. Og hen mod foråret 2020 var der ikke noget, der tydede på, at 2020 skulle blive det hidtil største år for golf som motionsidræt i USA. Det var "business as usual".

Men det ændrede corona-pandemien på. Først lukkede alting ned, men da samfundet forsigtigt lukkede op igen i april-maj, blev golfbanerne ligesom herhjemme anset for at være sikre steder at dyrke sport med social afstand. Det fik hurtigt golfinteressen til at stige. I maj 2020 registrerede Golf DataTech, at antallet af spillede golfrunder i USA var 6,2% højere end i 2019. Men det var kun begyndelsen. Bare i oktober blev der spillet 11 millioner flere golfrunder i USA end i 2019.

National Golf Foundation fortæller, at man kun en gang før har oplevet en tilsvarende stigning i golfinteressen i USA. Det var i 1997, da Tiger Woods brød igennem på sensationel vis.

I Dansk Golf nr. 4/2020 fortalte danske forhandlere af golfudstyr, at det var noget nær umuligt at opdrive begynderudstyr fra leverandørerne, og at efterspørgslen på udstyr fra nye danske golfspillere var enorm.

Erfaringerne fra USA er de samme, men naturligvis i meget større målestok. I USA satte salget af golfudstyr på en måned rekord i juli med $ 388 millioner, men rekorden blev straks slået i august 2020. Da mange fysiske butikker måtte holde lukket, er en stor del af salget foregået online.

Forklaringerne på og konsekvenserne af den øgede golfinteresse i USA er helt de samme som i Danmark. Golf er den ideelle aktivitet til at være "sammen med afstand". Nye spillere kommer ind i sporten, eksisterende spillere spiller mere end før, tidligere golfspillere vender tilbage til golfen - og alt dette driver antallet af spillede runder og salget af golfudstyr i vejret.

Hertil kommer, at antallet af tv-seere til golf også boomede i USA i 2020, hvor folk tørstede efter at se sport live på tv i en tid, hvor det meste sport var lukket ned.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,171,648
  • Unique Visitor:143,286
  • Registered Users:162,023
  • Unregistered Users:31,187
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,776
  • Unpublished Nodes:298
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:184.72.102.217
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,149
    • This week:68,436
    • This month:293,423
    • This year:2,172,066

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk