Claudia Rex er blevet vild med golf

20/04 - 2017 | Andreas Hartø

- Jeg har altid set golf som en snobbet sport og har derfor holdt mig langt væk fra den. Sådan skriver Claudia Rex i et blogindlæg. Hun er ikke den eneste, der har haft de tanker omkring golf, men til gengæld er hun ikke sen til at indrømme, at de fordomme hun havde blev gjort til skamme på hendes dag på golfbanen. 

Hun beskriver også en anden fordom, som mange formentlig har: golf er jo ikke en sport. Også på det punkt må Claudia Rex dog krybe til korset:

- Jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle have decideret ONDT i min højre underarm i 4 DAGE efter at have svunget rundt på en kølle, som hun skriver. 

Golf er hårdere og sværere end mange går og tror. Claudia troede også, at hun ikke ville have nogen problemer med golf, fordi hun er vant til at bruge kroppen på dansegulvet, men så let skulle det heller ikke gå.

- Golf er en møgsvær disciplin og en helt anden måde at arbejde med kroppen på, skriver hun.

Golf er noget helt andet end dans og en af de bedste ting ved golf er, at det foregår i naturen.

- Det er sjovt, udfordrende, enormt socialt og det at gå rundt i mine egne tanker ude i naturen er ubeskriveligt dejligt. Det er en fantastisk måde at stresse af og lade op på, skriver Claudia Rex i sit blogindlæg.

Der er ingen tvivl om, at Claudia Rex var enormt skeptisk omkring golf inden hun blev "kidnappet" den dag i marts, men hendes holdning til golf har uden tvivl ændret sig.

- Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt bidt af det, som hun skriver.

Hvis du kender nogen, du også tror kunne blive bidt af golf, så tag dem med i golfklubben d. 30. april, hvor omkring 160 golfklubber afholder Golfens Dag.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer