Christian Glöet indstiller karrieren | Golf.dk
Christian Glöet var i en periode med i Dansk Golf Unions pro-team. Her under en træningslejr i Florida i 2017.

Foto: Brian Rasmussen

Christian Glöet indstiller karrieren

04/10 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Den danske tourpro Christian Glöet er færdig med at spille professionel golf. Det meddeler han i et opslag på sin Facebook-side.

- Efter mange overvejelser har jeg valgt at stoppe karrieren som fuldtids-professionel golfspiller. Det har været den sværeste beslutning i mit liv, for hvis der er noget, jeg brænder for, så er det golfen, og det har de seneste 15 år været mit mål at kunne leve af det. Men det skal også være sjovt og give mening, skriver han.

Glöet, der repræsenterer Mølleåens Golfklub har i år haft kategori på challengetouren, hvor han har spillet 13 turneringer, men kun klaret to cuts.

Derfor er han langt fra en rangering, hvor han kan beholde sit kort. Samtidig har han brækket sin fod, hvorfor han ikke kan stille op til second stage i europatourens q-school.

- Det er en ærgerlig afslutning på min sæson, hvor jeg på ingen måde har levet op til mine målsætninger, udtaler han.

Glöet er tidligere landsholdsspiller, og han turnede pro i 2013.

Hans nåede i alt at spille 45 turneringer på Challenge Tour og fire turneringer på europatouren. Han spillede Made in Denmark tre gange, senest her i 2019.

Han nåede at vinde tre sejre på Nordic League. De to af dem faldt i 2018.

- Jeg kommer til at savne livet på farten, mine kolleger og ikke mindst det at konkurrere, som altid har fyldt meget for mig. Nu skal jeg finde mig selv i en ny hverdag, og det kan godt være lidt skræmmende. Så hvis der er nogle, som står og mangler en profil som mig, så giv mig endelig et praj, da jeg nu kigger mig om efter et job, skriver han endvidere.


 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer