Champ igen | Golf.dk

Champ igen

30/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Cameron Champs forspring på tre slag ved starten af finalerunden i Safeway Open nåede at vokse til fem. Han lavede birdie på Silverado Country Clubs første hul og kom ind-og-i for par på de tre næste huller, før der igen var birdies på menuen.

Det skulle alligevel blive tæt, for hvor 24-årige Champ længe stod stille i -3 for dagen, havde Adam Hadwin en stor slutspurt i sig. Canadieren lavede birdies på turneringens tre sidste huller for en runde i 67 slag, og det kombineret med en bogey til Champ på 17. betød, at de var helt lige i toppen.

Men med et afsluttende par fem hul var fordelen med Champ, og da han slog sit drive 369 yards ud i fairway, var der ikke mere end et 8-jern tilbage i andetslaget. Han ramte ikke green, men  det lykkedes at komme ind-og-i for birdie, en runde i 69 slag og sejren i -17.

Det har været en følelsesladet uge. Champs farfar er uhelbredeligt syg med kræft, en nyhed spilleren først fik for ganske nylig. Han var ikke engang sikker på at stille op denne uge, men ”Papa Champ” opmundrede sit barnebarn, og udfaldet kunne ikke have været bedre.

- Uanset om jeg vinder en turnering mere eller 10 turneringer mere, hvadend der kommer til at ske, så vil dette være det største øjeblik i min karriere, sagde Champ efter sejren.

Det er Champs anden titel på PGA Touren, og den kommer i kølvandet på et magert 2019. Indtil søndag var en 11. plads hans bedste resultat siden januar. For sejren modtager han 48 verdensranglistepoint, som bringer ham frem til 70. pladsen på verdensranglisten.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer