Cecilie Finne-Ipsen stærkt fra start i titelforsvar
Santander DM hulspil er tilbage på sporet i Hedeland Golfklub. To en halv times forsinkelse fredag morgen blev indhentet igen med et rask spilletempo, og 21.30 var en lang dags arbejde blandt herrerne slut.
I løbet af den blev 64 deltagere reduceret til 16, og en af de spillere, der blev slået hjem fredag, var den forsvarende mester, Frederik Kjettrup.
Landsholdsspilleren fra Brønderslev vandt sikkert i første runde, men 1/16-finalen blev endestationen i titelforsvaret, da August Sidal Svendsen spillede sig videre med en sejr på 4&3.
En anden tidligere mester led en tilsvarende skæbne. Tilbage i 1983, Flere år inden europatouren kaldte, blev Steen Tinning danmarksmester i hulspil. 37 år senere var han til start igen, og den indledende match resulterede i en storsejr.
Dagens sene opgør kom til at stå mod Magnus Krebs fra Ørnehøj, og her var det ungdommen, som sejrede med 2&1.
Mens den forsvarende herremester er færdig ved DM hulspil, så har Cecilie Finne-Ipsen stadig en chance for at forsvare sin guldmedalje.
Damerne spillede kun en enkelt runde fredg, hvor 32 blev reduceret til 16, og Finne-Ipsen leverede en sikker sejr på 4&3 over Katrine Toftgaard Pedersen.
Der er seks danske damespillere i top-200 på amatørernes verdensrangliste. Fem af dem stillede til start i Hedeland, og alle fem er blandt de sidste 16, der skal kæmpe om medaljer i weekenden.
Udover Finne-Ipsen er der tale om Amalie Leth-Nissen, Karen Fredgaard, Marie Lund-Hansen og Sofie Kibsgaard. Alle fem havde afgjort deres opgør lang tid før 18. hul, og derfor burde der være masser af kræfter til de næste led i mesterskabet.
Lørdag afvikles 1/8-finaler og kvartfinaler for både herrer og damer. Følg stillingerne her.