Cappelen reddet af særregel | Golf.dk
Sebastian skal gå en lav runde på Pebble Beach for at komme med i finalen.

Cappelen reddet af særregel

08/02 - 2020 | Claes Meldal

Danskeren har ryggen mod muren før styrkeprøve på Pebble Beach.

Sebastian Cappelen var godt på vej mod en fin 2. runde i AT&T Pebble Beach Pro-Am på PGA Tour, da han havde taget tre slag fra banen efter 15 spillede huller på Monterey Peninsula-banen. Det placerede ham lige inden for cutgrænsen i det stærke felt, der p.t. har navne som Jason Day, Phil Mickelson og Dustin Johnson i top 10.

Men på par 3-hullet 7. - Cappelens 16. hul - blev det til en ærgerlig dobbeltbogey, som sendte Cappelen et stykke ned ad leaderboardet og uden for det fine selskab (top 60 og lige med), der klarer cuttet. Da alle proer var kommet i klubhuset, rakte det til en 75. plads med netop to slag op til den rigtige side af cutgrænsen.

Det havde normalt betydet et tidligt "goodbye" til danskeren, men i AT&T Pebble Beach Pro-Am får han en chance til. Her spilles der nemlig tre runder på hver sin bane, før feltet bliver skåret midt over. Med runder på Spyglass Hill og Monterey Peninsula allerede under bæltet mangler Cappelen kun at prøve kræfter med den legendariske Pebble Beach - og her skal der birdies på kortet, hvis han skal spille sig videre til finalerunden.

Det er dog ikke helt umuligt at score godt på Pebble Beach. Fire af de spillere, der lige nu udgør top 5 på proernes leaderboard, brændte Pebble Beach godt og grundigt af i 2. runde. Jason Day og Chris Baker (der ligger nr. 2 og T4) skulle blot bruge 64 slag på at nå i klubhuset på Pebble Beach, og den førende spiller, den canadiske overraskelse Nick Taylor, var rundt i 66 slag. Taylor ligger i -14 og har to slags føring til Day på den udelte andenplads.

Netop Day har vakt opsigt i fitnesslokalet på Pebble Beach med sin særlige ballonterapi, der går ud på at puste balloner op i en halv time for at styrke sin midterregion og samtidig få varmet rygmuskulaturen godt op. Han er sluttet i top 5 de sidste tre år i denne turnering og ligger lunt i svinget til at tage den sejr, han har jagtet i årevis.

Og for Sebastian Cappelen handler det i første omgang om at klare cuttet. Hans 3. runde på Pebble Beach vil vise, om finalerunden bliver med eller uden dansk deltagelse.

Stillingen - At&T Pebble Beach Pro-Am

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer