Cappelen på vej mod første topresultat på PGA Touren | Golf.dk
Sebastian Cappelen lavede otte birdies og en eagle i løbet af de to første runder ved The American Express. Afkastet fra lørdagens arbejde var det samme.

Foto: Getty Images

Cappelen på vej mod første topresultat på PGA Touren

19/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

64 slag og dagens næstbedste runde. Det var resultatet af Sebastian Cappelens storslåede arbejde lørdag i The American Express. Efter to runder var den danske rookie nummer 39, men superspillet bragte ham helt frem i top-10.

Cappelen startede dagen med en par og en bogey på La Quinta. Det gjorde sandsynligheden for et misset cut større end sandsynligheden for, at han kan forbedre sin karrieres bedste resultat på PGA Touren – en 35. plads.

Men den 29-årige trak i arbejdstøjet og begyndte at klatre op gennem stillingen med birdies på tredje, fjerde og sjette hul, inden en helt eventyrlig stime midt på runden. Ottende hul resulterede i den første af tre birdies i træk, efterfulgt af en eagle på 12. hul.

Det bragte Cappelen syv under for runden, og da de syv sidste huller kastede en bogey og to birdies af sig, blev det til 64 slag og -8. Det rakte til et spring helt frem til sjettepladsen, som Cappelen deler med Andrew Putnam og Abraham Ancer i -15.

Derfra er der kun to slag op til Rickie Fowler på tredjepladsen, mens to mand har lagt afstand til feltet helt i toppen. Andrew Landry (65 på Nicklaus Tournament Course) og Scottie Scheffler (66 på Stadium Course) er begge nået til -21 med fire slag ned til Fowler og seks til Cappelen på sjettepladsen. 

Scheffler havde brug for en god portion held for at tage del i førstepladsen. På 18. hul slog han en stor hook ud mod vandet, men bolden tog to bander på nogle store sten og sprang i stedet tilbage til midten af fairway. Det er den slags held, det nogle gange kræver for at vinde, og søndag har 23-årige Scheffler muligheden for at hente sin første titel på PGA Touren.

Han har allerede præsteret en syvendeplads, en tredjeplads og en femteplads siden oprykningen fra Korn Ferry Tour i efteråret.

- Jeg mener, det her er min bedste chance for at vinde, da jeg er delt i spidsen inden den sidste runde. Jeg er startet godt i nogle turneringer, men jeg har ikke prøvet at være i denne position inden finalerunden. Jeg føler, jeg har skullet jagte, så det bliver rart at være deroppe i nærheden af toppen, og det bliver en sjov dag, sagde Scheffler til Golf Channel.

Lucas Bjerregaard kommer ikke med til finalerunden, og det stod mere eller mindre klart efter anden runde. Cuttet faldt i -9, og nordjyden var et slag over par efter to runder. Men når faldet er alt, der er tilbage, så betyder det noget, hvordan man falder. 

Bjerregaards fald var smukt. Seks birdies og 12 pars lavede han på La Quinta. Det var fire slag for mange til at komme med til de afgørende 18 huller, men måske kan den flotte runde bruges til at tanke selvtillid til kommende opgaver. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer