Cappelen laver to eagles og misser cut | Golf.dk
Sebastian Cappelen lavede to eagles fredag, men det var ikke nok til at klare det tredje cut på stribe på PGA Touren.

Foto: Getty Images

Cappelen laver to eagles og misser cut

28/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Sebastian Cappelen havde sat sig under et hårdt pres med en åbningsrunde i +1 ved Safeway Open, så der skulle en god anden runde til på Silverado Country Club, hvis det skulle blive til tre ud af tre klarede cuts som medlem af PGA Touren.

Der var lovende takter. Efter fire indledende pars fredag pumpede Cappelen et langt drive ud i semiroughen og slog en wedge i hul for eagle fra 90 meter.

Det blev ikke fynboens eneste eagle fredag. Han missede et kort putt for par på dagens 10. hul og var tilbage i par for dagen efter 13. Den anden eagle var mere konventionel. Den 29-årige fandt roughen fra tee på banens femte hul og slog derfra et langt jern ind til fire meter og ramte hullet med sit første putt.

Det bragte Cappelen tilbage to under for runden og -1 samlet. Han havde brug for at tage et slag mere fra banen for at klare cuttet, men det skulle ikke være. 

På dagens næstsidste hul missede han to meter for birdie, og på sidste formåede han ikke at udnytte sin længde på par fem hullet. I stedet løb Cappelen ind i problemer og lavede doublebogey for en runde i par og en total i +1.

Phil Mickelson og Hideki Matsuyama er også blandt spillerne, som blev sorteret fra halvvejs gennem turneringen, og efter sit flotte udlæg i -2, blev det også virkelighed igen for amatøren Tony Romo, som brugte 78 slag fredag.

Det er verdens nummer 11, Bryson DeChambeau, som har lagt sig i spidsen. Han gik en fejlfri 64'er med otte birdies og 10 pars for at nå til -12 samlet. DeChambeau fører med to slag ned til Nick Watney.

64 slag var dagens laveste score, men DeChambeau var ikke ene om at gå otte under. Justin Thomas spillede sig frem til en delt tredjeplads i -9 med en af slagsen, og også 22-årige Collin Morikawa kunne nøjes med 64 slag, hvilket bragte ham frem til ottendepladsen i -8.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer