Cappelen efter topplacering: - Det gør det hele nemmere | Golf.dk
Særligt spillet med putteren var i top, da Sebastian Cappelen blev nummer seks på PGA Touren og spillede sig frem til 341. pladsen på verdensranglisten.

Foto: Getty Images

Cappelen efter topplacering: - Det gør det hele nemmere

20/01 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Efter en sjetteplads i The American Express kørte Sebastian Cappelen søndag aften til San Diego, hvor han denne uge skal op mod blandt andre Tiger Woods, Jon Rahm og Rory McIlroy i Farmers Insurance Open. Mandag morgen, inden Cappelen begav sig ud på sin træningsrunde på den berygtede Torrey Pines South Course, fangede Golf.dk den 29-årige fynbo på telefonen.

Sidste uge var Cappelens første turnering i 2020, og det var første gang, han spillede tællende runder med sin nye udstyrssponsor. Siden college har Cappelen haft Taylormade i bag'en, men selvom han var glad for samarbejdet, udstyret og firmaets repræsentanter, var tilbuddet om kontraktforlængelse ikke tilstrækkeligt til at binde sig fast til ét mærke. Derfor begyndte Cappelen at kigge sig om efter nye jern og køller.

- Det er egentlig ret interessant at få lov til at prøve noget andet. I og med at jeg har været med Taylormade så lang tid, så kan jeg undersøge, om der er noget bedre til mig derude nu. Så jeg legede lidt rundt med nogle forskellige ting, og Callaways udstyr var rigtig, rigtig fint, synes jeg. Deres jern er meget tæt på at være det samme som Taylormades. Så indtil videre har det været en rigtig smooth transition. Jeg håber det forbliver på den måde.

Cappelen hører ikke til blandt de vanskelige tourpro'er, når det kommer til nyt udstyr, men derfor kan processen være vanskelig nok. 

- Jeg fik tilsendt lidt forskellige ting, og en af Callaways reps (udstyrsfolk red.) kom til Ponte Vedra Beach og arbejdede lidt med mig med deres nye woods. De var stadig i prototype-stadiet, så de kunne ikke sende mig noget, jeg kunne have personligt. Så hver gang, jeg skulle arbejde med det, skulle der være en af deres reps tilstede. Så jeg fik faktisk ikke min egen driver, før jeg kom hjem fra Danmark. Jeg havde en driver i hånden den 28. december.

Detaljerne i kontrakten har Cappelen svedt ud, men han har forpligtet sig til at spille 13 eller 14 køller fra Callaway og Odyssey, med Callaways navn på både hat og bag. Indtil videre spiller han fortsat en velkendt bold, men der venter også et skifte på den front.

- De siger, de kommer med nogle nye bolde i år, som skulle være noget bedre end sidste års model. De har vist investeret en hel del i ny teknologi og nye maskiner til at lave bolde og så videre. Jeg har testet lidt med deres nye bold, som jeg egentlig syntes var rigtig, rigtig fin, men de er faktisk ikke engang klar. De har ikke nok inventory til at kunne sende til alle spillere her i begyndelsen af året. Så jeg starter med Taylormade bolden, og så tror jeg, at vi begynder at teste lidt med den nye Callaway bold om et par måneder. Så finder vi ud af, hvornår det er smart at skifte til den bold.

At dømme ud fra den første opgave er det nye gear en bragende succes. Cappelen klarede fem ud af syv cuts inden nytår, dog uden at slutte bedre end nummer 35. Med sjettepladsen i The American Express modtog han karrierens største præmie på 218.588 dollars, cirka halvanden million kroner. Det var dog ikke pengene, Cappelen havde i tankerne under den to en halv time lange tur mod vestkysten.

- Den bedste fornemmelse, da jeg kom fra banen i går, det var, at det kommer til at hjælpe mig, når der er re-ranking. Jeg var sådan set ligeglad med det hele, udover at det kommer til at hjælpe mig til at komme ind i flere turneringer. Det gør det hele nemmere i forhold til at planlægge.

Det var især putteren – en Toulon mallet-model - der hjalp Cappelen til karrierens bedste resultat på PGA Touren og et spring fra numemr 182 til 101 i FedEx Cuppen. 

- Putteren var helt klart bedre. Jeg havde en god stime søndag, hvor jeg lige havde fem birdies i træk, og jeg følte egentlig, jeg kunne have fortsat, for jeg slog mange gode putts på de sidste seks huller. Men de missede lige akkurat i stedet for at gå i, som de havde gjort specielt lørdag. Der kunne jeg nærmest ikke misse med putteren. 

Denne uge gælder det den traditionsrige turnering på Torrey Pines, og om to uger er Cappelen med i feltet på Pebble Beach, hvor hans forældre kommer på besøg. Mellem de to opgaver forsøger han sig med en monday qualifier til Waste Management Phoenix Open. I februar venter en tur til Puerto Rico, og derefter er det tid til re-ranking af spillerne i Cappelens kategori.

Men for nu er fokus rettet mod Farmers Insurance Open. South Course blev strammet gevaldigt op forud for US Open 2008, og det er stadig en voldsom opgave her mere end et årti senere. Især med den vejrudsigt, Cappelen kan berette om.

- Det skulle ikke blive ret varmt her i løbet af ugen, så det kommer til at have en indflydelse. Bolden kommer ikke til at flyve ret langt, så banen kommer nok til at spille rigtig langt, lød det fra Cappelen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:822,683
  • Unique Visitor:88,641
  • Registered Users:158,138
  • Unregistered Users:31,173
  • Blocked Users:12,364
  • Published Nodes:15,040
  • Unpublished Nodes:261
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.237.94.109
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,924
    • This week:116,407
    • This month:496,592
    • This year:822,863

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk