C More lancerer ny golfkanal | Golf.dk

C More lancerer ny golfkanal

18/11 - 2015 | Thomas Vennekilde

De seneste år har Viasat Golf stort set haft eneret på at vise golf i Danmark. Men fra årsskiftet får de konkurrence af en ny kanal, der får navnet C More Golf.

C More har overtaget de skandinaviske rettigheder til at vise den amerikanske PGA Tour for de kommende seks år, og i Danmark udmønter det sig i den nye kanal.

- Vi er selvfølgelig meget glade for denne unikke mulighed for at samarbejde eksklusivt og langsigtet med verdens i særklasse største og vigtigste golftour. Danmark er et af verdens mest golfelskende og golfspillende lande med en lang række danske stjerner, siger C Mores administrerende direktør Manfred Aronsson i en pressemeddelelse.

PGA Touren på C More Golf vil kunne følges på C More Play og hos udvalgte tv-operatører i Danmark.

C Mores aftaler indbefatter samtlige turneringer på PGA Tour samt web.com touren, Champions Tour, PGA Latin America, PGA Canada, PGA China og Presidents Cup. Det bliver ifølge C More til over 100 turneringer om året. Desuden vil de også sende en lang række magasinprogrammer samt mange klassiske turneringer og højdepunkter fra golfhistorien.

Hvem der skal kommentere er endnu ikke offentliggjort, men sportschefen lover, at det vil være med fremtrædende kommentatorer og eksperter på sidelinien.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer