Bubba finder tilbage på sporet | Golf.dk
Bubba Watsons seneste sejr kom i februar 2016.

Foto: Getty Images

Bubba finder tilbage på sporet

20/04 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Bubba Watson nåede 1/8-finalen ved WGC – Dell Match Play, men det har været et enligt fornuftigt resultat i en indtil videre frustrerende sæson for den dobbelte Masters Champion. I en slagspilsturnering er han ikke sluttet bedre end nummer 25 siden nytår, og derfor er han faldet fra nummer 10 til 22 på verdensranglisten.

Amerikaneren har aldrig været den store diplomat på sine golfture rundt i verden, men måske har lidt luftforandring været godt efter de seneste måneders prøvelser hjemme. Noget tyder på det, for denne uge gæster han europatouren og Shenzhen International, og det besøg startede glimrende for Watson.

Med en eagle, fem birdies og en enlig bogey kom han Genzon Golf Club rundt i 66 slag, hvilket giver en udelt førsteplads. Det er især putteren, der har været skyld i de dårlige resultater, men torsdag virkede den upåklageligt. 

- Jeg rullede bare putts i hul i dag. De fleste af mine sving var gode, og de fleste af mine slag var gode i dag, der var ingen dårlige slag, så det hjælper bare til at gøre scoren endnu bedre, sagde han til europatouren.

Watson har en håndfuld spillere efter sig på andenpladsen i -5, og et slag længere tilbage finder man Thorbjørn Olesen. På grund af uvejr tidligere på dagen nåede han kun at spille 16 huller, men det blev gjort glimrende med tre birdies og en eagle, inden dagens eneste bogey kom på dagens sidste hul, nummer 16.

Det placerer Olesen, nummer otte i sidste års turnering, på syvendepladsen, og da han starter fredagen med par fem hullet 17., er der en god chance for, at han kan komme endnu nærmere førstepladsen.

Olesen var ikke den eneste dansker, som havde gang i en god runde torsdag. Lucas Bjerrregaard var fire under par efter 11 huller, men en bogey på banens femte hul og en doublebogey til at runde af med på hul ni sendte ham tilbage til -1 og 32. pladsen.

Det er fire slag foran sidste uges nummer fire, Lasse Jensen. Nummer 32 på Race to Dubai fortsatte den gode form med birdie på første hul og spillede sig nær toppen med birdie- eagle på hul otte og ni. De sidste ni huller kom til at se komplet anderledes ud, for efter fem bogeys i træk fandt den 32-årige også plads til en doublebogey. Det gav 75 slag og en delt 98. plads i +3.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer