Bubba alene i front | Golf.dk
Bubba Watsons seneste top-10 placering kom i august 2017, men han har genfundet det gode spil på Riviera Country Club, hvor han har sejret to gange tidligere.

Foto: Getty Images

Bubba alene i front

18/02 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

I 2016 vandt Bubba Watson på Riviera Country Club. Det var den dobbelte Masters-vinders niende sejr på PGA Touren, og den løftede ham til fjerdepladsen på verdensranglisten. To år senere er han stadig på jagt efter sejr nummer 10, og han er dumpet helt ned til nummer 117 i verden.

I 2017 skiftede Watson bold til Volvik, men det eksperiment kom aldrig til at fungere. I år er han tilbage hos Titleist, og mens resultaterne har været beskedne i årets første turneringer, er de gode scores vendt tilbage i Los Angeles.

Efter tre runder af Genesis Open er den 39-årige amerikaner alene i front. Lørdag lagde han ud med en eagle på Rivieras overkommelige første hul på vej mod en 65'er, -6. Det fik Watsons samlede score til -10.

- Hvis man kigger på statistikken for de seneste par uger, så har mit lange spil været godt. Jeg har ramt mange greens, ramt fairways. Min ball striking er på samme niveau som for et par år siden, så da jeg kom hertil, vidste jeg, at jeg bare havde brug for at se et par putts falde i. Det er nøglen til alle golfbaner, og når man får det til at ske, har man en chance alle steder, sagde Watson til PGA Touren.

Forspringet ned til Patrick Cantlay (69) på andenpladsen er et enkelt slag, men en hel række spillere går ind til søndagens afgørelse med chancer for sejren. Graeme McDowell, Tony Finau, Kevin Na og Cameron Smith deler tredjepladsen i -8, og to slag længere tilbage har Justin Thomas og Dustin Johnson del i ottendepladsen.

Johnson, den forsvarende mester, var langt fra topstriden halvvejs gennem lørdagens arbejde, men derfra lavede han en ealge og fire birdies for at komme hjem i 29 slag. Verdens nummer ét skrev under på dagens bedste runde, en 64'er, og med fire slag til førstepladsen har Johnson mulighed for at vinde for tredje gang på Riviera.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer